Af Dorit Glintborg
Den vilde natur på Mors får økonomisk hjælp fra Landdistriktsrådet, der har behandlet ansøgninger fra foreninger og klubber her på øen om at få del i puljen på 130.000 kroner.
Kjeld Bak fra Landdistriktsrådet fortæller til Her På Øen, at der i første ansøgningsrunde er indstillet tre projekter til at modtage tilskud fra puljen.
De tre er Naturklubben Morsø, Sydvestmors Børnehave og Vuggestue og det er Landsbyen De Syv Sogne.
Der er dog plads til flere vilde projekter, og der kan derfor fortsat sendes ansøgninger ind, hvis altså man har en klub eller en forening.
Det er som et led i Morsø Kommunes deltagelse i dysten om Danmarks Vildeste Kommune, at øen gerne skal gøres mere vild i naturen.
Kjeld Bak fortæller, at man nok har modtaget lidt færre ansøgninger end forventet:
– Men der er planlagt en ny runde med ansøgningsfrist den 4. maj, som falder sammen med Landdistriktsrådets ordinære runde med uddeling af landdistriktsmidler, siger Kjeld Bak
Landdistriktsrådet i Morsø kommune har blandt andet til opgave at udvælge og behandle ansøgninger om tilskud til projekter i landsbyerne på Mors. Puljen finansieres af Morsø kommune med 400.000,- kr om året.
- Vi har erfaring med, at forårets og varmens komme giver lyst til at gå i gang med udendørs projekter, og i maj er det overhovedet ikke for sent at så vilde blomster, fastslår Kjeld Bak.
Her På Øen har spurgt Kjeld Bak, om ikke puljen kunne udvides til også at omfatte private haveejere, der gerne vil gøre haven mere vild.
Hertil svarer Kjeld Bak, at det ikke er muligt, da landdistriktsmidlerne er kommunale, og dermed målrettet klubber og foreninger.
Dog har man planer om at tilbyde beboerforeninger at uddele frø til deres lejere.










































