Et samarbejde mellem Skive, Thisted, Holstebro og Morsø Teaterkredse munder fredag aften den 29. april ud i forestillingen Greven af Luxembourg i Kulturcenter Limfjord i Skive.

Formand for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen fortæller til Her På Øen, at publikum kan glæde sig til Franz Lehárs vittige, ironiske og udødelige operette, som Den Jyske Opera og Aalborg Symfoniorkester blænder op for.

Den berømte operasangerinde Angèle kan ikke gifte sig med Fyrst Basil Basilowitsch på grund af sin manglende titel. For at løse dette problem arrangerer Basilowitsch, at den fattige Grev René bliver gift med en kvinde (altså Angèle), hvis ansigt han ikke må se – og samtidig accepterer skilsmisse efter 3 måneder. Som belønning får Grev René en halv million francs. Under vielsen er brudeparret adskilt af et maleri og vielsesringene udveksles uden, at de ser hinanden. Måneder efter møder Angèle og Grev René tilfældigt hinanden og tiltrækkes med det samme. Fyrst Basilowitsch opdager deres gensidige interesse og bliver nervøs; især da hans tidligere forlovede Kokozow er på vej. Men det er for sent: Kokozow ankommer, hævder sin ret til ægteskab og Fyrst Basilowitsch må overgive sig. Angèle og Grev René bekender deres kærlighed – og kan forblive gift…

Pressefoto.