Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det er samfundsudviklingen, der når til Mors.

Sådan beskriver formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard det faktum, at den store kæde McDonald’s ønsker at åbne butik i Nykøbing.

 

Meiner Nørgaard kan overfor Her På Øen afsløre, at McDonald’s åbner på Åbro Fald allerede i november i år.

  • De har købt grunden lige bag det nye Ford, og jeg har forstået, at det er en af de mere moderne udgaver af McDonald’s, der åbner her, fortæller udvalgsformanden videre.

Dermed hentyder han til en lille café med mulighed for kaffe, McDonald’s vil etablere i et hjørne af den kommende butik i Nykøbing.

 

I det hele taget er det meget positivt, at McDonald’s ønsker at flytte til øen, når man spørger Meiner Nørgaard.

Han kan da også berette om et totalt enigt Teknik- og Miljøudvalg, der står bag godkendelsen af ansøgningen fra McDonald’s om at etablere en 28 meter højt “jernmast”, der skal reklamere med fastfoodrestauranten.

Alt i alt vil der blive tale om cirka 50 jobs i det kommende McDonald’s i Nykøbing, hvoraf de fleste vil være ungarbejdere.

At der bliver jobs til helt unge, ser Meiner Nørgaard også som positivt, ligesom han ser en gennemgående sammenhæng i det nye forretningsområde, og de ungdomsboliger, der tidligere på ugen blev taget første spadestik til ved gymnasiet og handelsgymnasiet:

  • Vi får et område, hvor de unge kan ”hænge ud” uden egentlig at skulle foretage sig noget bestemt. Dét synes jeg, vi har manglet. Desuden er det en fordel for alle parter, at området ligger lidt udenfor beboelsesområder, for vi har jo tidligere haft problemer med knallertkørsel til gene for beboerne i havneområdet, tilføjer udvalgsformanden.

At McDonald’s inden længe vil tilbyde morsingboerne nem og hurtig mad ser Morsø Kommune ikke som en trussel eller konkurrence mod det eksisterende udbud af spisesteder her på øen.

  • Det er et andet publikum, en helt anden genre af spisested, og McDonald’s vil have en synergieffekt på de øvrige forretninger i området – og omvendt:

Når man lige har været i Harald Nyborg for at købe de ting, man manglede, er man jo nok lidt småsulten, og så er McDonald’s lige ved hånden. Efter at have fået stillet lækkersulten, ligger det jo lige for at kigge ind til JYSK og alle de andre butikker i området, ræsonnerer Meiner Nørgaard overfor Her På Øen.

Foto: HPØ-kreativitet af visualisering fra Morsø Kommune og pressefoto af Meiner Nørgaard.