Her På Øen har modtaget dette læserbrev fra Aage Brusgaard, Nørre Dråby.
Aage Brusgaard blev Fremskridtspartiets sidste folkevalgte politiker, da han repræsenterede Fremskridtspartiet frem til kommunalvalget i 2009.
Aage Brusgaard skriver:
I Nordjyske 25. marts 2022 lød en overskrift “Nu bliver der kun 5 valgsteder på Mors”.
Af artiklen fremgår, at kommunalbestyrelsen 29. marts skal tage stilling til at reducere de nuværende 18 valgsteder til kun 5? Hvis der bliver flertal vil reduktionen allerede træde i kraft ved afstemningen 1. juni om det danske forsvarsforbehold . Forslaget var oppe i 2018 med den begrundelse, at det “var et lovkrav fra Folketinget”. Jeg ringede til Indenrigsministeriet og bad om at få loven tilsendt. Jeg var gennem tre kontorer, men ingen kendte til en sådan lov og til sidst ringede departementschefen og fortalte, at der altså ikke var noget nyt om valgsteder hverken i forslag eller vedtaget. Sagen blev så også udskudt.
Nu siger Indenrigsministeriet, at der måske kommer et forslag 2025 om et eller andet. I 2018 var det meningen, at der skulle bevares 6 valgsteder. Nu sløjfer man også Bjergby med begrundelsen “Bjergby Friskole kan ikke bevare valg-udstyr og opstille stemmebokse”.
Bjergby Friskole, er det rigtigt? Hans Ejner Bertelsen, hvad er det for valgudstyr? Mellem valgene opbevares dette udstyr da ikke på valgstedet? Jeg var valgstyreformand i Bjergby i mange år. Da foregik det i Forsamlingshuset, som stadig eksisterer. Jeg har aldrig hørt klager eller problemer. Bestyrelse for Bjergby Forsamlingshus, kunne I ikke klare valgene som sædvane?
Hans Ejner udtaler at “det er et kæmpe arbejde at finde valgstyreformænd (alle kommunalbestyrelsesmedlemmer er udpeget nu) og tilforordnede. Det har jeg godt nok aldrig hørt før. Det er jo en tillidssag og betales med så vidt jeg husker 700- 800 kr. efter skat og rigtig god forplejning, fra den lokale kro.
Borgmesteren begrunder også forslaget med, at man nu vil scanne valgkortene. Jeg har været valgtilforordnet i 40 år ved forskellige valgsteder og har aldrig hørt hverken fra de valgtilforordnede eller vælgere, at det var et problem at vise sit valgkort blive fundet i valgbogen og krydset af. Er der vælgere, der synes, det er et problem, så man nu skal til at investere tusindvis af kroner til nyt scannerudstyr? Jeg tror det ikke.
Hvorfor ødelægge verdens bedst valgsystem, hvor der ikke kan snydes eller fuskes med noget fordyrende og bureaukratisk nyt?
Før kommunevalget talte jeg med et par kandidater, som for øvrigt blev valgt. De ville ikke være med til at nedlægge valgsteder. (Rolig jeg skal nok lade være med at nævne navne). Borgmesteren frygter ikke stormvejr som i 2018. Måske ikke, men er morsingboerne blevet så bange for at ytre sig imod en beslutning, som dem ude på landet i hvert fald ikke synes om ?
Der må man tage hatten af for Ukrainerne. De kæmper mod overmagten og centralisering om så det skal koste dem livet. Det er jo spændende at se, om alle 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer er banket på plads og ikke siger bjerget imod. Det vil ikke overraske mig, hvis kampånden er væk.
Hvor mange kommunalbestyrelsesmedlemmer har I set ytre sig med en særmening efter kommunevalget? I modsætning til bjerget af læserbreve før kommunevalget.
Borgmesteren siger der spares penge. Jeg tror ikke derpå, Nye udgifter til bla. scanningsudstyr, flere offentlig ansatte ud til optællingen (med overbetaling) taxikørsel til de Langtbortistan valgsteder og brevstemmer. Ved sidste kommunalvalg var resultatet fra Mors et af de første, vi så på tv-skærmen. Fordi de mindre valgsteder er effektive! Ved næste Folketingsvalg vil Mors være en af de sidste.
Hans Ejner, jeg vil vædde 4 x stegte ål på Feggesund Kro på, at valgdeltagelsen (demokratiet) vil falde i landområderne. Både 1. juni og ved næste Folketingsvalg. Tør du vædde imod?
Jeg foreslår vores tidligere borgmester Knud Erik Jensen, Else Marie Larsen, tidligere valgchef og skriverkarlen af artiklen, Carsten Tolbøll, som dommere. Siger de, jeg har tabt, betaler jeg. Hvis du har mod til at være med? Jeg har som sagt været valgtilforordnet i 40 år. Jeg ved mange ældre nyder at komme og få en snak om formiddagen og de yngre børneforældre efter arbejdstid med børnene. Det er en slags folkefest, Mange vil blive væk, når de skal køre så langt, at de måske slet ikke ved, hvor valgstedet ligger. Mange af de landsbyer, der nu bliver uden valgsted, mister det sidste lidt offentlige service. Jeg mener man blæser på borgerne og demokratiet.
Med venlig hilsen,
Aage Brusgaard.
Privatfoto.
Du har fuldstændig ret.
ja du har fuldstændig ret. Ikke nok med det, så snakker vi nok ikke så meget med de fremmede, på de store *nye valgsteder*, og der slutter så festen, og demokratiet går fløjten, sammen med sammenholdet på vore små valgsteder. Hvad mon de så har besluttet på sidste møde ? . . .PS.: ja du vinder da let den omgang stegte ål. På forhånd tillykke med det!