Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det er vel tegn på, at jeg har været med til at kunne gøre lidt for Mors.

Sådan udtrykker Ansgar Nygaard det beskedent, efter at han i går aftes på kommunalbestyrelsesmødet modtog Dannebrogordenens Ridderkors.

Morsø Kommunes borgmester overrakte Ridderkorset til Ansgar Nygaard, og i den forbindelse fremhævede Hans Ejner Bertelsen nogle af de mange områder, Angsar Nygaard er og har været aktiv i, blandt andet Teknik- og Miljøudvalget.

Og netop det udvalg hører til en af Ansgar Nygaards yndlinge.

  • Jeg kan godt lide at være med til at være med til at få noget til at ske, både i Nykøbing og i landsbyerne, fortæller Ansgar Nygaard til Her På Øen.

Én af de ting, han meget snart skal være med til første spadestik til, er de kommende ungdomsboliger på Tranevej i Nykøbing, som bygges i et samarbejde mellem Morsø Kommune og Boligselskabet Nykøbing Mors.

Netop Boligselskabet Nykøbing Mors er Ansgar Nygaard nemlig formand for.

 

Ridderkorset er værdsat hos Venstrepolitikeren i Ørding, der føler sig godt tilpas med hæderen.

Ligeså godt tilpas føler han sig i Venstre på Mors og i kommunalbestyrelsen. Også den nyvalgte, som han synes, fungerer rigtig godt.

 

Ansgar Nygaard fik ved kommunalvalget i november sidste år 177 personlige stemmer.

Det er lidt færre end sidst, men han forklarer det selv med de unge kandidater i Venstre, der fik mange stemmer:

Charlotte Amalie Holm og Jesper Balle Kristensen.

  • Og sådan skal det være, understreger han: Der er også brug for friske kræfter.

Uden erfaring går det dog heller ikke, og den bidrager Ansgar Nygaard med i kommunalbestyrelsen på Mors.

Foto fra Morsø Kommune til Her På Øen.