Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Morsø Kommune har mulighed for at indkvartere op imod 200 ukrainske flygtninge. Indtil videre har kommunen ikke modtaget nogen.

Det fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen til Her På Øen.

Men kommunen er klar til at hjælpe og vejlede de flygtninge, der skulle komme.

  • Vi har oprettet en telefonlinje, hvor man kan ringe med de spørgsmål, man måtte have i forbindelse med situationen. På Morsø Kommunes Jobcenter er der oprettet en linje til Bibi Hyldahl, som vil svare på de ting, der måtte være, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

 

  • (40 48 16 04 er telefonnummeret til Bibbi Hyldahl)

 

Når en ukrainsk flygtning kommer til et andet land, kan vedkommende være i fred og ro i 90 dage, før en kommune har pligt til at kigge på beskæftigelse og andre aktualiteter.

I næste uge ventes folketinget at vedtage en særlov, der giver mulighed for kommunerne at iværksætte skolegang for ukrainske flygtningebørn.

Morsø Kommunes borgmester mener dog, at skolegang nok ikke er det første, en flygtning tænker på i situationen.

Hans Ejner Bertelsen har stor forståelse for den medmenneskelighed, der udtrykkes på privat hold mange steder.

Det være sig indsamlinger af tøj og mad, og busselskabers kørsel til Ukraine efter flygtninge.

  • Det er håndgribelig medmenneskelighed, og det er kun sympatisk, fastslår Hans Ejner Bertelsen overfor Her På Øen.

Han ser dog samtidig en udfordring i aktiviteten, hvis ikke kommunikationen til kommunen er med.

  • Hvis et busselskab kører ned og henter en busfuld flygtninge hertil, og man så forventer, at kommunen står klar med diverse tilbud til alle, så har vi et problem, hvis kommunen ikke har været orienteret, fastslår han.

Han medgiver dog, at nogle ukrainere har en tilknytning til de områder, der kommer til, og dermed kan indkvarteres privat – udenom kommunen.

Morsø Kommunes borgmester mener også, at alle bør orientere sig ad de forskellige kanaler – Røde Kors, Red Barnet med flere – for at være sikker på at sende de tiltrængte ting afsted.

  • Jeg læste forleden, at nu har ukrainerne altså ikke brug for flere sommerjakker. Det er jo vigtigt, at den hjælp, der bliver sendt afsted, er den, der er brug for i virkeligheden, siger Hans Ejner Bertelsen.

Foto: Morsø Kommune: Træer i Klosterbugten i Nykøbing, oplyst af pærer i det ukrainske flags farver.