Af Dorit Glintborg
Sankt Annæ Symfoniorkester gæster Morsø Teaterkreds, og det kommer der to koncerter her på øen ud af.
Den ene finder sted i Ansgarskirken i Øster Jølby mandag aften den 14. marts, hvor 12 medlemmer af orkestreret spiller i kirken.
Jørgen Bruun Christensen, formand for Morsø Teaterkreds oplyser til Her På Øen, at det er cellogruppen fra Sankt Annæ Symfoniorkester, der optræder i Ansgarskirken.
Aftenen efter, tirsdag den 15. marts, er det i Morsø Teater, Sankt Annæ Symfoniorkester kan opleves og det med alle 65 medlemmer, dirigeret af Frederik Støvring Olsen.
Hovedværket på programmet i Nykøbing bliver uddrag af Dmitri Shostakovichs 5. Symfoni, som blev komponeret under dramatiske omstændigheder under Stalins styre i Sovjetunionen i 1930’erne. Derudover spilles værker af Carl Nielsen og H.C. Lumbye. Orkestret bliver dirigeret af Frederik Støvring Olsen, som også vil guide publikum igennem musikken under koncerten.
Sankt Annæ Symfoniorkester (SASO) blev grundlagt i 1995 og er et af Danmarks førende ungdomssymfoniorkestre med omkring 70 medlemmer i alderen 12 til 22 år.
Formanden for Morsø Teaterkreds, som har arrangeret begge koncerter, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at der er flere billetter til begge koncerter.
Pressefoto.










































