Af Dorit Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
-
En kæmpestor succes.
Det tøver socialudvalgsformanden i Morsø Kommune, Henning Sørensen ikke med at kalde den skurvogn tæt ved værestedet Perlen i Nykøbing, der siden slutningen af 2020 har været stillet til rådighed for en hjemløs borger.
-
Manden har brugt den hver eneste nat siden, og det er en win win situation for alle parter, fastslår Henning Sørensen overfor Her På Øen.
Fordi idéen med en billig og nem bolig har vist sig at være så god en idé, er der nu planer om at kunne tilbyde tre gange så mange af den slags ”skæve” boliger.
Henning Sørensen fortæller, at KFUM’s sociale arbejde, som værestedet Perlen er en del af, har foreslået, at Morsø Kommune køber grunden, hvor skurvognen står, og så i stedet bygger tre boliger på hver 45 kvadratmeter.
Tre boliger til lokale hjemløse eller eneboere
Lejlighederne vil kunne lejes for 3200 kroner om måneden, og beboerne kan købe et måltid mad hos Perlen.
-
Midlerne til byggeriet søges i Socialstyrelsen, og samtidig søges der midler til at ansætte en social vicevært, som kommunen også forpligter sig til at hjælpe med at aflønne, oplyser socialudvalgsformanden videre til Her På Øen.
Det er Henning Sørensens ønske, at den ene af de tre boliger altid skal stå ledig til en person, der pludselig måtte få brug for et sted at være – for en uge, to uger eller en måned.
-
På den måde skal vi ikke til at sende folk langt hen på herberg.
De tre ”skæve” boliger bliver bygget, såfremt KFUM’s sociale arbejde/værestedet Perlen får bevilget pengene fra Socialstyrelsen, men det har Henning Sørensen stor tiltro til, vil ske.
Pressefoto af Henning Sørensen.