Af Dorit Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
Brændselsforeningen elsker sin ø.
Det er der sikkert mange, der tænker og siger, men hos Brændselsforeningen bliver det ikke ved ordene.
Den lokale virksomhed i Nykøbing støtter mange lokale foretagender på Mors, fordi Brændselsforeningen gerne vil skabe gode vækstvilkår for foreningslivet her på øen.
På den måde viser firmaet sin kærlighed til Mors.
Thomas Vogt Hansen er koordinator i Brændselsforeningen, og han fortæller til Her På Øen, at man i øjeblikket slår et ekstra slag for at gøre området opmærksomt på Brændselsforeningens engagement i lokalsamfundet.
Det gør man blandt andet ved hyppige opdateringer på Brændselsforeningens Facebookside, hvor der gøres rede for, hvilke ydelser, kunderne kan få varetaget der, og hvilken størrelse, Brændselsforeningen egentlig er.
Brændselsforeningen er nemlig ikke ”kun” det sted, hvor der kan købes brændsel i form af olie.
Brændselsforeningen er også autoriseret vvs-installatør, og det over 100 år gamle firma på Mors udfører således alt indenfor vvs-arbejde og blikkenslagerarbejde.
Det vil sige, at firmaet udskifter og opsætter radiatorer, installerer nyt toilet eller ny håndvask og vandhane, ligesom der også udføres opgaver indenfor alle former for brændeovne, gaskedler og varmepumper.
Minus vendt til plus
Intet kommer af sig selv, og Brændselsforeningen har de seneste år arbejdet ekstra hårdt på at få et godt resultat i regnskabet.
Og det er lykkedes.
-
Forrige regnskab viste et underskud på 1,9 millioner kroner. Ved det senest aflagte regnskab i efteråret kunne vi fremvise et overskud på 550.000 kroner, oplyser Thomas Hansen.
Han fortæller, at det er en effektiv styring af udgifter og indtægter, der har fået vendt skuden, og han fastslår, at det er en absolut nødvendighed at have styr på tingene i enhver økonomi. Ikke mindst i disse tider.
-
Vores folk ar arbejdet hårdt, understreger han overfor Her På Øen.
Blandt folkene er medarbejdere, der har været i Brændselsforeningen længe.
Deriblandt Ejler Bak, som for nylig kunne fejre både 60-års fødselsdag og 35-års jubilæum i Brændselsforeningen.
-
Det er vigtigt for os at have medarbejdere, som brænder for gerningen, og som kunderne kender, fastslår Thomas Hansen.
Brændselsforeningen beskæftiger i dag 12 ansatte.
Det lokale engagement hos Brændselsforeningen giver sig blandt andet udslag i mange sponsorater til forskellige foreninger og initiativer rundt om på øen.
Fotos: Brændselsforeningen og Her På Øen.