Af Dorit Glintborg
Nu er Morsø Maskinstation klar til at lægge gylle ud på markerne for områdets landmænd.
Den lokale maskinstation på Ørndrup Mark har haft den store gylleudlægger henne hos Tage’s Smedie i Erslev for en helt speciel opgave.
- Vognen har været skåret midt over, og er så sat sammen igen, efter at den er blevet gjort 26 centimeter længere, fortæller maskinstationsejer Lars Brian Hovmøller til Her På Øen.
Måske 26 centimeter ikke lyder af så meget, når vi taler så store maskiner, men det var præcist det stykke, der manglede for at Lars Brian Hovøller havde plads til en 700 meters slange på vognen.
Og en 700 meters slange på gylleudlæggeren passer bedst til de marker, Morsø Maskinstation kører på.
Oprindeligt havde den store gylleudlægger, der blev købt hos producenten Agrometer i 2021, en slange på 625 meter.
- Det var lige snert nok. Vi kørte med den sidste år, men slangen var nødt til at blive forlænget, forklarer Lars Brian Hovmøller.
Som så ofte før, fører det ene det andet med sig, så for at have plads til den 75 meter længere slange, måtte selve gylleudlæggeren også forlænges.
Lars Brian Hovmøller fortæller, at den specielle opgave er udført på fornemmeste vis hos Tage’s Smedje, der forud havde udført en lignende opgave to gange tidligere.
Hos Morsø Maskinstation er man glad for den flotte og temmelig imponerende udseende maskine, der som nævnt blev købt hos Agrometer, og det til den nette pris af cirka fem millioner kroner.
Nu er gylleudlæggeren mere end klar til at komme ud at tjene pengene hjem igen i 2022.
- Nu har vi den i en extended Mors edition (udvidet Mors-udgave, red.) smiler Lars Brian Hovmøller.
De flotte fotografier er fra Lars Brian Hovmøller til Her På Øen.