Efter to år med hybrid-versioner i skyggen af corona, vender Kulturmødet i år tilbage som fysisk begivenhed fra torsdag den 25. august til lørdag den 27. august. Samtidig bliver Kulturmødet større end nogensinde blandt andet med åbningen af et nyt område for unge og en udvidelse af programmet med lørdag aften.
Kulturmødet åbner i dag for open call til alle, der har lyst til at bidrage til programmet 2022, og samtidig løfter Kulturmødet sløret for de 5 temaspor, der skal indramme samtaleprogrammet.
– Interessen for at være en del af Kulturmødet 2022 er allerede rigtig stor og planlægningen godt i gang. Nu glæder os til at høre fra kulturlivet de kommende måneder. For én ting er sikkert, i år planlægger vi et stort fysisk møde på Mors, hvor vi kan mødes om kunsten og kulturen. Vi kører ikke med en plan b, siger direktør for Kulturmødet Trine Bang i en pressemeddelelse til Her På Øen.
I 2019 havde Kulturmødet omkring 30.000 besøgende.
– Vi har brugt de sidste to år på at skabe nye partnerskaber og udkomme i alternative publikumsformater. Det har vi fået rigtig meget ud af, og vi har gjort os nogle værdifulde erfaringer. De erfaringer bringer vi nu ind i vores planlægning. Det giver os et frisk blik på Kulturmødet og er med til at sparke til en spændende udvikling, udtaler Trine Bang.
5 temaspor indrammer samtaleprogrammet
Vi står i en tid, hvor den gamle verden er under forandring, og den nye verden stadig står åben. Det er tydeligt, når vi taler om en grøn fremtid, men også på større samfundsspørgsmål som fx opbrud i magtstrukturer, kønsidentitet og polarisering i den demokratiske samtale, anfører Kulturmødet.
Årets fem temaspor er drivkraft og inspiration for årets program. Temasporene er: Næste generation, Samfund og demokrati, Publikums- og forretningsudvikling, En grøn fremtid og Fremtidens teknologi- og medievirkelighed
Nyt område dedikeret unge stemmer ser dagens lys
Særligt temaet Næste generation fylder allerede meget i udviklingen af 2022 udgaven. Kulturmødet har helt fra begyndelsen haft fokus på unge stemmer, og i 2019 blev der åbnet for en overnattende ungecamp med 200 unge fra hele landet ligesom Kulturmødet prioriterede mindst én ung stemme i paneldebatterne. Det er den udvikling, Kulturmødet står på skulderne af, og som man ønsker at fortsætte.
– Vi har i mange år præsenteret et ungeområde ved kulturfjorden, som bare er vokset og vokset. Det vil vi gerne, at det skal gøre endnu mere, ligesom vi gerne vil have de unge tættere på Kulturmødets hjerte. Vi flytter derfor teltpælene og åbner et nyt ungeområde, der bliver placeret tættere på Kulturmødets hovedscene. Vi tror på, at det styrker koblingen mellem generationer, inspirationer og viden og så giver det masser af plads til at vokse de næste år, fortæller direktør for Kulturmødet, Trine Bang i pressemeddelelsen til Her På Øen.
Udvidelse af oplevelsesprogrammet
Kulturmødet finder sted på Mors fra torsdag den 25. august til og med lørdag den 27. august. Og i år udvides programmet til også at gælde lørdag aften.
Kulturmødet vil løbende annoncere nye navne til sit program, der som sædvanligt vil byde på alt fra interessante og lærerige debatter med personer fra det danske kunst- og kulturliv til koncerter med nogle af tidens mest betydningsfulde navne.
Kulturmødet er gratis for deltagere.











































