Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Min bedste ven på fire poter hedder Tarzan.

Tarzan er en stærk hankat i sin bedste alder.

Jeg har ikke stamtavle på Tarzan, og i hans kattebog står der, at han er en ”almindelig dansk huskat”, men almindelig er nok det sidste, jeg vil kalde Tarzan.

Jeg er ikke den eneste, der i en firbenet ven har en trofast støtte og opmuntring i dagligdagen.

Ikke mindst i denne tid, hvor Corona efterhånden er ved at dræne mange for energi, kan en firbenet ven være af stor betydning.

Nu vil jeg fortælle dig om min superkat, Tarzan.

Bagefter håber jeg, at du vil fortælle mig og resten af læserne om din egen firbenede ven.

Tarzan fandt mig på Spøttrup Dyreinternat den 1. februar for 10 år siden.

Jeg var i en meget sølle forfatning efter at have måttet tage afsked med min sorte hunkat, Fine.

Forud for den frygtelige afsked havde været et mindst ligeså frygteligt forløb med sygdom og bekymring, så jeg var ikke mange sure sild værd, da en god tobenet ven fulgtes med mig til internatet.

Der var masser af katte, og der var masser af killinger.

Der var sorte, der var hvide, der var brogede og der var røde.

Mange var så kontaktsøgende, at de næsten stod på halen for at tiltrække sig opmærksomheden, derinde i deres bure på det gode internat.

Men én gjorde ikke noget væsen ud af sig overhovedet.

Én lille stribet killing sad lige så stille og roligt på et kattemøbel længst inde i hjørnet af et bur og bare kiggede ud på mig, alt imens dens søskende hoppede og sprang op af gitteret.

  • Den der. Den vil jeg meget gerne have lov at holde, sagde jeg til katteinternat-damen, som herefter åbnede døren ind til det pågældende bur, og gik ind og tog den stribede killing op.

Jeg fik den op til mig, og i samme øjeblik, som vi så hinanden i øjnene, var sagen klar.

På et øjeblik fik Tarzan vendt mit humør til det positive, og alting var pludselig meget bedre.

Tarzan blev absolut min redningskat, og det har han været flere gange siden vores første møde.

Når tilværelsen er svær, er Tarzan en sand mester i at trøste, lytte og opmuntre.

En sjette sans gør ham i stand til at mærke, hvornår der er brug for et langt knus, og så er der ikke langt op på min arm.

Tarzan er klog.

Sikkert den klogeste kat i verden.

Han bor sammen med Tulle, som kom til for fem år siden, og som noget stadig helt nyt også sammen med Perle – i hvert fald i samme hus som Perle.

Perle er en stor killing på nu otte måneder, og de godt to måneder, hun har delt adresse med Tarzan – og Tulle – har ikke været nær nok til at skabe venskabsbånd blandt de firbenede.

Men Tarzan er en vældig god opdrager. Og en dag må det lille fjols da få lært at opføre sig ordentligt, kan jeg tydeligt se ham tænke om den lille brogede.

Tarzan mener også, at der er noget helt galt med den nytilkomnes farver. Man kan da ikke være hvid og sort i brogede mønstre! Så var det da noget nemmere at acceptere Tulle, som minder meget om den firbenede konge af huset.

Tarzan sover i sengen. Naturligvis. Han står op sammen med mig. Han følges med mig i seng hver aften.

Og han er ekstremt dygtig til at vække mig tidligt om morgenen.

Jeg glæder mig til at høre om DIN bedste ven på fire poter.

Skriv din historie og send et billede af dit kæledyr til dorit@herpaaoeen.dk