Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Som Her På Øen tidligere har skrevet, adskiller den nys overståede jul sig fra de fleste forudgående ved, at det ikke kun er gavekøb, vi har stået i kø for.

Mange har også stået i kø for at blive vaccineret i julen, både før og efter den 24.

Også Sct. Clemens Apotek kan nu give et stik imod Covid-19. Apoteket har indrettet et decideret område til formålet.

Det lokale apotek modtog Pfizer-vaccinen den 27. december, og var klar til at vaccinere de første morsingboer kl. 10.00 samme dag.

Og det tilbud benyttede mange sig af.

Apoteket gav både første, andet og tredje stik, alt efter, hvor langt henne den forskellige var kommet i forløbet.

  • Det er en spændende dag for os. Det er nyt, at vi kan vaccinere for Covid-19, og vi har gået procedurerne meget nøje igennem med de medarbejdere, der skal være involveret, fortæller apoteker Jette Havbo til Her På Øen.

Det er nemlig ikke ”kun” lige at give et stik. Alt skal registreres ganske nøje i det elektroniske system.

Der er også indkaldt ekstra personale i form af sygeplejersker for at give vaccinationer på apoteket i Nykøbing.

Jette Havbo fortæller, at der imellem jul og nytår blev foretaget næsten 300 vaccinationer på apoteket, og at der blandt de fremmødte var mange unge.

  • Vi kunne høre, at mange benyttede sig af muligheden for en vaccination her hos os, mens de var hjemme på juleferie, fortæller hun.

Man kan fortsat blive vaccineret her, og det kræver ingen forudbestilling. I modsætning til dagene mellem jul og nytår forventes ikke de store køer længere. Man skal dog som altid opholde sig på stedet i 15 minutter efter vaccinationen.

Sct. Clemens Apotek har udelukkende vaccinen Pfizer.

Der vaccineres på det lokale apotek også imod influenza frem til 15. januar, ligesom der fortsat gives vaccinationer imod lungebetændelse også.

Fotos: Her På Øen.