Fra 24 julefortællinger fra Mors: Advent

Det er 2. søndag i advent, og naturligvis har Susanne Overgaard også skrevet om advent i bogen “24 julefortællinger fra Mors”, som udkom i 2011.

Her På Øen har i dag den glæde at præsentere afsnittet: Advent

Adventus Domini, Herrens komme, det er det man åndeligt skal berede sig på i den fire uger lange adventstid. Med den første søndag i advent begynder også kirkeåret. Bod og faste er der ikke mange, der bruger adventstiden på i dag, og det har der heller ikke været før. Juleforberedelser og festlighed har helt opslugt sindene. Kun i kirken blev adventen fejret, og der findes ikke fra ældre tid nogen særlige beretninger om den på Mors. Ikke før adventskransen kom. Denne tradition bredte sig fra det sydlige Tyskland, en udvikling fra hængende juletræer over adventskroner til den enkelte krans. En juledekoration, der blev populær i befolkningen, og først derefter blev overtaget af kirken. Udbredelsen skete til dels via Herrnhutterne og Brødremenigheden i Christiansfeld, som går meget op i advent. Sønderjyder med rod i Tyskland tog også kransen med og indførte den i Sønderjylland omkring 1. Verdenskrig. I begyndelsen af 1920´erne nåede den højskolerne, og var blevet en egentlig sønderjysk tradition.

Hvornår den første adventskrans blev tændt på Mors, ved vi ikke præcist. Min bedstefar, gartner Harald Overgaard, lavede den første efter bestilling af en sygeplejerske på Nykøbing Sygehus, der dengang lå i Østergade. Det var engang i mellemkrigsårene. Det var en uvant opgave, advent var ikke noget man gik meget op i, og i øvrigt var juletravlheden begyndt i gartneriet. Han pyntede kransen med tre lys. Da den blev afhentet var ordvekslingen nogenlunde: ”Men Overgaard, der er jo fire søndage i advent”…”Nå, ja – det er sandt, det er der jo i år”, blev svaret.

Adventskranse blev udbredt på landsplan, da blomsterhandlerne begyndte at forhandle dem sidst i 1930´erne. Godt med stedsegrønt, røde bånd og levende lys i den mørke tid, og det ikke mindre da krigen brød ud, men vareknapheden mærkedes snart. Bånd var ikke til at få, så bændler blev farvet og strøget. Ståltråd kunne ikke skaffes, derfor blev gammel, rusten jernwire hugget i stykker og trævlet op, så der kunne trådes med dem. Og lysene, de var rationerede, næsten umulige at skaffe, og de var små. Min bedstefar ”opfandt”, at man kunne male pinde røde og bruge dem til ophæng i stedet for bånd. De kunne være ganske store, kransene, som den på Frydsbrønd. Her slap kanariefuglen ud og satte sig i kransen, hvorpå katten kom ind og sprang op i samme krans. Det kunne kransen alligevel ikke klare. Efter krigen blev røde bånd til at få igen, men kransen med de røde træpinde forblev, blot i en bordform, hvor ”båndene” blev forlænget til ben. Den form er en del Nykøbing-unger vokset op med og har regnet for helt almindelig. Det var den bare ikke i det øvrige land.

I Nykøbing kirke blev adventskransen indført af fru pastor Fisker omkring 1950. Hun stammede fra Nustrup i Sønderjylland, hvor man tidligere havde adventskrans i kirken. Indtil 2000 blev kransen lavet hos M. N. Overgaard. Halmbøjlen var knap 1½ meter i diameter. Til kransen gik omkring 10 kg. nobilis og 8-10 meter bredt bånd. Endda når de ikke til loftet, men hænger i en wire, der går gennem et hul til kirkeloftet og hejses op herfra. Teleslyngeanlægget blev til det brug et godt kommunikationsredskab: ”Stop, nu er den der”.

En anden adventskrans blev indført i Lovsangsalen på Gymnasiet ved Grønnegade af fru rektor Brudsig, der også havde rødder i det sønderjyske. Denne krans var også stor, men bøjlen var smallere og dækket af mos, der blev dekoreret med grene af kristtjørn og gran. Lovsangsalen blev indviet i 195x. Først i de seneste år er båndene udskiftet med violette. Lilla blev moderne fra slutningen af 70´erne i private hjem. I kirken er violet den liturgiske bodsfarve, og sådan går visse ting ligesom kransen og året i ring.

Fotos: Dorit Glintborg.