Hvis Morsø Kommune ringer, beder medarbejderne ikke om oplysninger om NemID. Så hvis man modtager opkald fra nogen, der beder om det, så er det svindel.
Morsø Kommune erfarer, at der er ældre borgere i kommunen, der har oplevet mistænksomme telefonopkald fra nogen, som påstod at være fra kommunen og ville hjælpe med at bestille tid til en corona-vaccine og samtidigt bad om at få borgernes NemID.
Den lurede borgerne heldigvis, og udleverede ikke personlige oplysninger. Ældrechef Ann Lisbeth Martinussen roser borgerne for at handle helt rigtig, og opfordrer andre til at være opmærksomme på mistænksomme opkald.
– Personen, der ringede, bad borgerne om oplysninger fra NemID til at bestille tid for dem til en coronavaccine. Borgerne opdagede heldigvis hurtigt, at personen ikke arbejdede for kommunen, men forsøgte at svindle, hvorefter personen opgav. Vores personale spørger aldrig om NemID-oplysninger i telefonen, og det er vigtigt at huske på, understreger Ann Lisbeth Martinussen overfor Her På Øen.
Sund fornuft
Hun understreger, at det desværre ikke er nyt, at kriminelle prøver at fuppe ældre via telefon eller
computer hverken på landsplan eller lokalt. Det handler, for ældre og alle andre, om
ikke at give personlige oplysninger fra for eksempel NemID, hvis nogen ringer eller på anden måde
kontakter en og beder om det.
– Sagerne her bliver meldt til politiet. Så længe man bruger sin sunde fornuft og ikke udleverer sådanne personlige oplysninger, så sker der ikke noget, forsikrer Ann Lisbeth Martinussen.
Model-pressefoto.