Selvom Morsø Kommune har overholdt sin budgetramme, er det i KL-regi meldt ud, at kommunerne under ét skal finde 1,1 mia. kr. for at overholde økonomiaftalen med regeringen. (KL = Kommunernes Landsforening. Red.)

For Morsø Kommune betyder det, at der skal findes 4,5 millioner kr. på det ellers enstemmigt besluttede forlig.

 

Baggrunden er, at nogle kommuner har overskredet deres del af rammen På et virtuelt borgmestermøde i fredags, blev det således forventet, at man samlet set skal finde en besparelse på 0,4 pct.

Økonomiudvalget udtrykte på dagens møde skrap kritik af den landsdækkende problematiske situation visse kommuner i Danmark har sat de øvrige kommuner i, grundet den regel, der betyder kollektiv sanktion ved manglende kollektiv overholdelse af de i økonomiaftalens udmeldte budgetrammer.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen udtaler til Her På Øen:

– Det er dybt frustrerende for os, som overholder og endda ligger under vores tildelte økonomiske rammer, og som i samlet flok er stået sammen om de svære beslutninger i vores budgetforlig, at vi rammes af andre kommuners usolidariske adfærd.

Forligskredsen bag Morsø Kommunes budget har, i lighed med en del andre kommuner, valgt at løse opgaven ved at lave en uspecificeret negativ ramme på anlægsområdet i forventning om, at nogle af de planlagte anlægsopgaver ikke når at blive gennemført i 2022 og dermed kan skubbes til 2023. Den negative ramme vil være på kr. 4,5 mio. kr.

– Selve løsningen er ikke problematisk og tilsvarende de forrige år, da vi erfaringsmæssigt ikke når at afslutte alle anlæg indenfor det budgetår, de er besluttet opstartet. Men at vi er sat i denne situation, er stærkt problematisk og kritisabelt, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

Hans Ejner Bertelsen ønsker at takke forligskredsen for at imødekomme udfordringen.

Pressefoto.