Af Dorit Glintborg
Der var stor tilslutning til et informationsmøde på Hotel Vildsund Strand onsdag aften, hvor PensionDanmark sammen med 3f Thy Mors gjorde rede for de mange regler for blandt andet tidlig pension og efterløn.
Begreber som seniorpension, pensionstillæg, anciennitet og ældrecheck fyldte lokalet, hvor næsten 200 tilhørere lyttede med.
- Det er sindssygt kompliceret at afgøre, om man skal vælge efterløn eller tidlig pension. Vi tilråder altid, at man tager en snak med sin egen A-kasse, for der er ikke to tilfælde, der er ens. Der skal laves en individuel vurdering, lød rådet fra Christian Thøgersen.
Han glædede sig over de 188 tilmeldte til arrangementet. Flere havde gerne villet med, men flere var der ikke plads til. Formentlig kommer der endnu et informationsmøde på et senere tidspunkt.
Foto: Her På Øen.











































