Morsø Landbrugsskole råder pt. over ni forskellige traktorer, hvilket giver skolens elever rig lejlighed for at prøve kræfter med forskellige maskiner.
- Det er vigtigt for os, at vores maskinpark repræsenterer et bredt udsnit af de maskiner, eleverne kommer til at møde ude i branchen. Traktorernes autostyring og GPS er forskellige fra mærke til mærke, så desto flere forskellige mærker og maskiner, de kan prøve her hos os, desto bedre rustet er de, når de kommer ud på deres arbejdsplads, understreger forstander og uddannelseschef på Morsø Landbrugsskole, Jonas Lundgren Bach Korsgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Læring vigtigere end effektivitet
Den nye traktor fra Claas er med GPS, 155 hestekræfter og trinløs gearkasse en mellemklassetraktor med et godt udstyrsniveau som størrelsesmæssigt passer perfekt til den lokale landbrugsskoles behov.
- Vi vil gerne sikre, at vi ikke skaber større jordtryk end højst nødvendigt, og samtidig skal eleverne med mindre redskaber, efter traktorer som denne, lave flere træk, hvilket gør, at de får meget mere øvelse, end hvis vi havde valgt en større maskine. Det vigtige for dem, er jo ikke effektivitet målt på tid, men læring. Så ud fra det perspektiv er denne traktor det perfekte valg, fastslår Jonas Lundgren Bach Korsgaard.
Den nye traktor er kommet i hus på en skoleaftale med Vinderup Maskiner A/S. I aftalen ligger, at traktoren udskiftes med en ny model om 10 mdr. Tilsvarende aftale har skolen med J. Hundahl A/S omkring New Holland-traktorer.
- Vi er utrolig glade for samarbejder som disse, da det betyder, at vi hele tiden har den nyeste model til rådighed og dermed kan give vores elever adgang til de nyeste maskiner på markedet. Det er med til at bringe endnu mere kvalitet ind i uddannelsen, at vi til hver en tid kan sende elever i lære, som har en rigtig god fornemmelse af, hvordan det er at køre med et bredt udsnit af de traktorer, der er på markedet her og nu, slutter Jonas Lundgren Bach Korsgaard.
På billedet ses fra venstre forstander Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole samt sælger Aksel Pedersen fra Vinderup Maskiner.
Foto fra EUC Nordvest til Her På Øen.