Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det går faktisk planmæssigt.

Sådan er meldingen, da Her På Øen spørger Lars Brian Hovmøller, Morsø Maskinstation, hvordan høstarbejdet skrider frem her på øen.

Den lokale maskinstation på Ørndrup Mark har i øjeblikket især gang i hvede, raps og halm, mens vinterbyggen stort set er et overstået kapitel for denne gang.

Morsø Maskinstation gør mest i halmpresning og skårlægning.

 

Ud over Lars Brian Hovmøller selv er fem mand lige nu beskæftiget på de mange maskiner, der kører ud og servicerer landmænd fra Blåborgvej.

Vejret lige nu med sol og frisk vind er godt vejr for en maskinstation, der er i gang med at få halmen ind.

Men netop vejret har en gang imellem været en besværlig medspiller denne sommer.

  • Vejret er jo fornuftigt i perioder, og så må vi rykke på de tidspunkter, – også om aftenen, fortæller Lars Brian Hovmøller med hentydning til de voldsomme regnskyl og den kraftige blæst, der har været.

 

Morsø Maskinstation noterer sig, at skårlægning gør et comeback.

  • Det gælder både ærter, byg og hvede, hvor vi skårlægger langt mere end tidligere, oplyser Lars Brian Hovmøller.

Hans bud er, at den tiltagende mængde af skårlagte afgrøder hænger sammen med den øgede fokus på mindre brug af sprøjtemidler.

På forsidebilledet (og gengivet herover)  ses et dugfrisk billede af Morsø Maskinstation i gang med halmpresning.

Herunder i artiklen ses en mark ved Morsø Landbrugsskole, som Morsø Maskinstation har skårlagt.

(Ifølge Det Danske Leksikon er skårlægning: afskæring af en næsten fuldmoden afgrøde med en skårlægger eller en slåmaskine, der samler den afskårne afgrøde i rækker.)

 

Fotos fra Lars Brian Hovmøller til Her På Øen.