Af Dorit Glintborg
I løbet af året åbner Harald Nyborg butik i Nykøbing, og forberedelserne til såvel den nye forretning som til en udbygning af det eksisterende erhvervsområde Aabro Fald er i fuld gang.
Harald Nyborg A/S er en dansk detailkæde med varer indenfor hus og have. Kæden har også en postordreafdeling, og det blev grundlagt i 1904.
Aftalen om at etablere sig her på øen kom i stand i februar måned i år.
Her sagde Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen til Her På Øen:
– Vi har haft en god dialog med Harald Nyborg, som gav udtryk for, at kommunen var meget imødekommende, og at placeringen i erhvervsområdet Aabro Fald passer godt ind i deres langsigtede planer. Jeg er meget tilfreds med, at vi i Morsø Kommune kan tilbyde en hurtig og smidig erhvervsservice. Vi har kort fra tanke til handling, og det er jeg sikker på, også har spillet ind i vores gode dialog med Harald Nyborg.
Og den gode dialog resulterer i en ny forretning i Nykøbing, tæt på hovedvej A26 i den vestlige del af Nykøbing.
De i forvejen gode adgangsforhold for varetransport og kunder vil blive yderligere styrket med en ny tilkørsel fra Næssundvej, som der også arbejdes på i øjeblikket.
Ny tilkørsel får navnet Vester Fald
Den nye tilkørsel vil komme til at hedde Vester Fald, og det vil være her, Harald Nyborg får adresse.
Både Ford, Asgar Skou samt OK Tankanlæg og Bilvask flytter også ud i området, hvor Jem & Fix, thansen, JYSK, OIL!, Tank & Go og Elsø Biler allerede har til huse, har Morsø Kommune tidligere oplyst til Her På Øen.
Harald Nyborgs butik i Nykøbing bliver på omkring 2700 kvadratmeter, og vil have en fast medarbejderstab på cirka 10, og mellem 10 og 20 unge deltidsmedarbejdere.
Billederne viser den aktivitet, der er i området lige nu.
Foto: Dorit Glintborg.











































