Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Igen i år er det Bertha K, der stævner ud fra Nykøbing Havn, når Visitmors/Morsø Turistbureau tilbyder de velkendte Ø-Hop ture til både Fur og Livø.

Hver tirsdag og torsdag fra 8. juli og frem til 12. august vil der være mulighed for at tage på turene, fortæller turistchef Bente Kristensen til Her På Øen.

Livø er fredet, samt fri for biler, så her kan man få tre timer i fred og ro. Ovenikøbet med god mulighed for at se de fredede sæler, da Livø Bredning er beskyttet sælreservat.

På turene til Fur og Livø er der mulighed for at købe en picnickurv med fra Restaurant Limfjorden.

  • Fra 8. juli tilbyder vi også vores populære sælsafariture til Blinderøn – en skøn aftentur for hele familien. Det vrimler nemlig med sæler i Limfjorden, og mange af dem holder til ved Blinderøn. Sælerne ligger som oftest i store grupper og lever på Blinderøn hele året, så her er der mulighed for at komme helt tæt på de knurbehårede vanddyr, fortæller Bente Kristensen og tilføjer, at der er mulighed for at nyde en to retters menu på sælsafarien.

Ligeledes tilbydes der sælsafariture til Blinderøn som eftermiddagsture, og aftenture fra Nykøbing Havn er også på programmet for denne sommer.

Vil man have flere detaljerede oplysninger om turene, kan Morsø Turistbureau kontaktes.

 

Foto: Visitmors.