Mors har fået et sted, som kan gå hen og blive meget populært de kommende måneder.

Det skønner Morsø Kommune, som til Her På Øen oplyser, at arbejdet med en luksusbadebro og minibadeanstalt forleden blev færdigt ved vandrehjemmet på Østerstrand i Nykøbing.

De lokale politikere glæder sig  over resultatet af deres beslutning om at investere i bedre badeforhold for badegæsterne på Østre Strand. Derfor inviteres der til officiel indvielse ved den nye badebro på Østre Strand på mandag den 5. juli kl. 16.00.

– Vi synes simpelthen, det er blevet så godt, at det skal fejres ordentligt. Vi håber, at folk har tid og lyst til at være med mandag eftermiddag, og så giver vi is, fortæller Meiner Nørgaard, Formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune i en pressemeddelelse til Her På Øen.

 

Stedet styrker Mors

Kommunalbestyrelsen havde afsat 650.000 kroner til sandfodring og en til ny badebro. Morsø Kommunes forvaltning har selv stået for design, myndighedsbehandling, udbud og tilsyn, så alle pengene er brugt på sand og badebro. Der er ikke brugt penge på eksterne konsulenter.

– Det her sted styrker Mors og gør øen endnu mere attraktiv for både de lokale og gæsterne. Vi bor et skønt sted, og de nye forhold er med til at forstærke den oplevelse. Det er virkeligt godt gået, at vi selv kan udvikle det uden hjælp fra konsulenter. Kæmpe ros til medarbejdere, politikere, og alle samarbejdspartnere, siger Meiner Nørgaard.

 

Lokalt firma stod for lækkert sand

Der har været lokal hjælp i forbindelse med sandfordringen. Udbuddet med sandfodring vandt det lokale entreprenørfirma K.E. Andersen og Søn A/S fra Redsted.

Imellem de to parkeringspladser ved Østerstrand er der udlagt i alt 800 m3 sand. Hvis den mængde sand skal flyttes på en almindelig havetrailer, kræver det omkring 2.240 læs. Sandet er udlagt inde fra skråningssikringen og ud til en vanddybde på ca. 1 m. Det skete ved et ekstremt lavvande, vi havde i februar. Af hensyn til vandmiljøet skal den slags arbejder udføres i vinterhalvåret.

I udbuddet var det specificeret, at det skulle være strandsand – ikke almindeligt sand fra en grusgrav. Selvom materialerne umiddelbart ser ens ud, er der en vigtig forskel. Sandet fra en grusgrav er skarpkantet, hvorimod strandsand er blevet rundet af i faconen, når havet hele tiden flytter rundt på det.

Entreprenøren fandt rigtig strandsand i en grusgrav i Sårup lidt uden for Hanstholm. Så det sand, der er lagt ud, det ikke bare ser rigtigt ud – det føles også rigtigt, når man går i det med bare tæer.

Foto af den nye badebro: Morsø Kommune