Af Dorit Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk

 

Det er en god dag for Mors.

Det fastslår Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen overfor Her På Øen mandag formiddag, kort efter at han har forladt det møde, som har resulteret i en infrastrukturplan for Nordjylland.

  • Nu har vi sikkerhed for, at der investeres i infrastruktur hos os, siger Hans Ejner Bertelsen til Her På Øen.

Arbejdet i komitéen startede i 2018, og siden det første møde på borgmesterkontoret i Nykøbing er der sket meget, forsikrer Hans Ejner Bertelsen.

Om den vedtagne infrastrukturplan kan han oplyse, at der kommer asfalt på A26/34 allerede i år 2023. Der bliver udbygget på strækningen fra Hanstholm til Sallingsund for i alt 700 millioner kroner.

Eneste malurt i bægeret er ifølge Hans Ejner Bertelsen, at strækningen fra Skive til Herning først får ny asfalt i 2031, altså om 10 år.

  • Men det er prioriteringen i forliget. Vi har været fire kommuner med eet samlet forslag, hvor vi har lagt alle interne uenigheder til side, forklarer Hans Ejner Bertelsen til Her På Øen.

Ud over de 700 millioner til ny asfalt på A26/34, er der puljer til trafiksikkerhed.

Der er afsat tre milliarder kroner til formindskelse af støjgener, tre milliarder til cykelstier, og 700 millioner kroner til trafiksikkerhed.

  • Her vil vi klart arbejde på at få nogle af pengene til at arbejde her på øen for både bedre cykelstier og større trafiksikkerhed, blandt andet i A26’s rundkørsler, fastslår Morsø Kommunes borgmester.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) har i en pressemeddelelse til Her På Øen følgende kommentarer til infrastrukturplanen, som netop er blevet præsenteret:

– Det er længe ventet, og jeg er glad på nordjydernes vegne. Det er en rigtig god aftale, som både styrker erhvervslivet, og gør det nemmere at være nordjysk pendler. Det er vigtigt for Nordjyllands udvikling, at infrastrukturen følger med tiden, og jeg er meget tilfreds med, at vi får en tredje limfjordsforbindelse via Egholm, og at der bliver anlagt bedre veje i Thy og på Mors (Rute 26/34) samt Aalbæk-Skagen.

– Det er super godt, at det nu bliver til virkelighed, og jeg glæder mig til, at vejene står færdige. Der er tale om et langstrakt arbejde og jeg glæder mig til, at vi allerede i 2025 kan komme i gang med Limfjordsforbindelsen – vi har talt for og diskuteret den i mange år – nu er det meget håndgribeligt, og jeg er meget glad på Nordjyllands vegne.

– Der er tale om en aftale, som kommer rigtig mange til gode. Det styrker mobiliteten bredt set, styrker ligeledes den kollektive trafik og gør også Nordjylland til en nem indgang til resten af Skandinavien. Det er godt for erhvervslivet, turismen og borgerne og det er derfor godt for Nordjylland som region.

Pressefoto.