Af Dorit Glintborg
Martin Kanstrup gæster fredag den 3. september Midtmors Sport med onemanshowet ”En røv i klaskehøjde”.
Det bliver en aften med et par timers underholdning, bestående af sange, fortælling på thybomål – og ikke mindst måske en sang om Mors.
Her På Øen har tidligere fortalt om den musikalske thybo, som med et frisk glimt i øjet har lavet en sang om og til Mors og os morsingboer.
Her synger han blandt andet, at der nok er vand omkring øen, fordi aber ikke kan svømme.
Den gæve thybo forsikrer dog, at der kun er tale om lunt drilleri.
Samme slags drilleri, som der altid har været mellem thyboer og morsingboer.
Midtmors Sport glæder sig til at kunne afholde arrangementet med Martin Kanstrup, der på grund af Coronanedlukningen har været udskudt siden i marts.
- Nu mener vi, det igen er forsvarligt at samle folk til en hyggelig aften med gode grin.
Vi har masser af plads til at sikre at alle anbefalinger ift. at Covid-19 bliver overholdt. Stolene bliver fordelt med god afstand og vi har i forvejen sprit stående overalt i centeret, fortæller Midtmors Sport til Her På Øen.
Der kan købes billet til showet nu.
Pressefoto.











































