Af Dorit Glintborg
Cykelhandlers overfaldsmand nu dømt.
Fem måneders ubetinget fængsel.
Sådan lød dommen over den 23-årige mand, der efter en voldsepisode i Nykøbing i går, i formiddag var fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holstebro.
Anklager Jakob Kjær oplyser til Her På Øen, at den 23årige tilstod volden.
Efter dommen blev han varetægtsfængslet indtil afsoningen kan starte.
Jakob Kjær er anklager ved anklagemyndigheden ved Midt og Vestjyllands Politi.
Han oplyser til Her På Øen, at overfaldet af den 58årige cykelhandler på Gasværksvej i går formiddag bundede i uenighed.
- Den 23årige var utilfreds med en knallert, han tidligere har købt, og som nu var gået i stykker, hvorfor han ønskede at returnere den. Da det ikke lod sig gøre, opstod der diskussion mellem de to parter, fortæller Jakob Kjær.
Den 23årige, som er bosat her på øen, forklarede i retten i Holstebro, at han følte sig provokeret af cykelhandleren, og at det på et tidspunkt slog klik for ham.
- Med egne ord slog han cykelhandleren 15-25 gange i ansigtet med knyttet næve. Han forklarede også, at han stak en finger i øjet på cykelhandleren, og, som han udtrykte det ”rodede rundt”, oplyser Jakob Kjær.
På redaktionens spørgsmål om, hvorvidt den 23årige i forvejen er kendt af politiet, svarer anklager Jakob Kjær, at han tidligere er dømt for voldsrelateret kriminalitet.
Som oplyst tidligere på dagen med reference i politiet, er cykelhandleren indlagt på Viborg Sygehus.
Nu er den 23årige gerningsmand dømt for grov vold med en straf på fem måneders ubetinget fængsel.
Pressefoto: Rigspolitiet.











































