Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Socialudvalget i Morsø Kommune skulle på sit møde i går tirsdag drøfte ombygning af seks ældreboliger samt demensafsnittet på Vejerslev Plejehjem.

Politikerne måtte erkende, at der i øjeblikket ikke er økonomi til den oprindeligt tænkte istandsættelse.

Det skyldes hovedsageligt, at alle elinstallationer og ventilationen i begge projekter kræver total udskiftning.

  • Derfor er der ikke råd til de planlagte ombygninger lige nu, men planerne er ikke skrinlagt. De er blot udsat. Og selvfølgelig sørger vi for, at boligerne er 100% i orden at bo i, fastslår formand for Socialudvalget, Henning Sørensen overfor Her På Øen.

Han kan i øvrigt tilføje, at der ikke er lange ventelister på at komme på plejehjem her på øen.

I øjeblikket står kun en enkelt morsingbo på venteliste.

Pressefoto.