Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Medarbejderne hos Morsø Forsyning har fået nye kolleger.

De nye kolleger er godt og varmt klædt på, og så er de flittige til at passe deres opgaver.

Deres opgave er at holde græsset fra at gro helt vildt, og det klarer Kasper og Steffen til punkt og prikke.

Kasper og Steffen er får. Og jo, trods de maskuline navne ér de får, og ikke væddere, forsikrer Morsø Forsynings direktør Vivian S. Søndergaard overfor Her På Øen.

Baggrunden for Morsø Forsynings nye hjælpere er de mange anlæg rundt om her på øen, der skal passes.

Det klarer de dygtige driftsfolk, men sommetider er det en kunst at nå hele vejen rundt.

Derfor har Morsø Forsyning som et forsøg lånt de tre får og et vædderlam af to lokale, der hedder Kasper og Steffen.

  • Det er et ret lille græsareal, hvor der engang har været et rensningsanlæg. I stedet for, at vores driftsfolk skal klippe græsset, prøver vi ad den naturlige vej, fortæller Vivian S. Søndergaard til Her På Øen.

De tre får og vædderlammet boltrer sig med det grønne græs på Tolsbro 11 i Flade, og indtil videre er deres arbejdsgiver godt tilfreds med dem.

  • De er jo lidt billigere i drift end en driftsmand, smiler direktøren.

Rent praktisk er det fårenes ejere, Kasper og Steffen, der sørger for at føre tilsyn med de firbenede lejesvende, mens Morsø Forsyning ”blot” lægger græs til i det i forvejen indhegnede areal i Flade.

En aftale, der umiddelbart ser ud til at være til alles tilfredshed.

Det fugtige vejr taget i betragtning lader det ikke til, at Kasper, Steffen & Co. bliver arbejdsløse lige foreløbige.

Græsset gror hurtigt for tiden.

Foto: Morsø Forsyning.