Af Dorit Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
Ingerliva Friiø er Enhedslisten Morsøs nye kandidat til kommunalvalget til november.
Læserne har allerede stiftet bekendtskab med kandidaten, som Her På Øen har bragt et læserbrev fra.
- Det er først for nylig, at jeg er blevet aktiv i mit politiske parti. Jeg kunne ikke længere forsvare overfor mig selv kun at tale om, at velfærdssamfundet “omsorgssvigter” borgere, uden aktivt selv at arbejde på at ændre det, siger Ingerliva Friiø i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Som frivillig i sociale foreninger har Ingerliva Friiø stor indsigt i sårbare og udsattes problemer, og hun er vagthund for, at Serviceloven og Sundhedsloven bliver overholdt.
- Jeg vil, i og udenfor lokalpolitik, altid kæmpe for bedre forhold og rettigheder til borgere, der af en eller anden grund, har svært ved at klare sig i samfundet, fastslår hun.
Ingerliva Friiø stiller også op til regionsrådsvalget for Enhedslisten, hvor hendes fokus er psykiatrien.
- Mit helt store hjertebarn er arbejdet med socialt udsatte, navnlig psykisk sårbare. Jeg ser denne gruppe borgere som den mest forsømte og udskammede gruppe i hele vores sundhedsvæsen. Jeg vil gerne gøre op med stigmatiseringen og give dem meget mere selvbestemmelse og flere behandlingsformer.
Kulturen og særligt den folkelige kultur og ungdomskulturen mener Enhedslistens kandidat, at der skal støttes mere op omkring.
Som selvlært fritidsmultikunstner slår hun sine folder i den lokale cirkusklub, og hun laver frivillige kunstprojekter på væresteder eller hjemme i haven
Hun ønsker mere fokus på og støtte til de mange ildsjæle her på øen.
Privatfoto.











































