Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

For mange har dét at kunne komme til frisør, været en af de bedste ting ved den gradvise genåbning af samfundet.

Det er i hvert fald det indtryk, man får ved at følge den almindelige stemning.

Nu kommer en biolog med en idé, som ingen måske har tænkt på angående alt det hår, der i disse dage bliver klippet af hos mange frisører.

Biolog Anders Kofoed slår nemlig til lyd for, at hårene ikke smides i skraldespanden, men i stedet lægges ud i naturen.

  • Vi har hår, fordi det luner og isolerer. Lige nu er det forår og fuglene bygger rede. Så hjælp fuglene og læg dine afklippede hår ud i haven eller et sted i naturen, siger Anders Kofoed til TV 2 Lorry.

Helt konkret opfordrer biologen til, at man samler de afklippede hårlokker i små hårbolde eller bunker, som de reddebyggende fugle selv kan plukke fra.

I den forbindelse er mængde af hårstrå ifølge Anders Kofoed underordnet. Dog opfordrer han til, at de stærke menneskehår klippes i mindre stykker, hvis der er tale om meget lange hår. På den måde sikrer man sig, at ingen fugl får viklet et menneskehår om fødderne.

– Fugle har jo plukket hår fra andre dyr i millioner af år og gør det hele tiden. Det gør de i Afrika, i Nordamerika, og Asien. Overalt hvor der er pelsede dyr, så er der fugle, der stjæler af pelsen. Det er et fuldstændigt naturligt materiale at bruge, siger biologen til TV 2 Lorry.

Derfor kan man med fordel også give naturens fugle dyrehår fra hunden, når den er blevet klippet, og fra katten, når den er blevet friseret.

På billedet ses en lille håndfuld bortkæmmede kattehår.