Telefonerne ringer flittigt hos mæglerne på Mors. Det er længe siden, at interessen for at købe bolig har været så stor, som de seneste år. Faktisk er der ikke boliger nok til salg i forhold til interessen, så her gælder reglerne om udbud og efterspørgsel også. Huspriserne er stabile og nogle steder på øen stigende.
Derfor blev øens mæglere også noget overraskede, da de forleden kunne læse i medierne, at Morsø Kommune får en tredjeplads på listen over de kommuner, hvor huspriserne er faldet mest i landet gennem de seneste 10 år. En undersøgelse der bygger på tal fra de første tre kvartaler i 2010 sammenlignet med 2020.
Morsø Kommune besluttede sig for at ringe rundt til øens mæglere for at høre deres vurdering af, om det står så skidt til. Lokalt har det nemlig et godt stykke tid blomstret med positive historier om boligmarkedet, og det glæder borgmester Hans Ejner Bertelsen, at øens mæglere kan bekræfte dem.
– Jeg er glad for at høre fra øens mæglere, at det går rigtig godt, og at der er en stigende interesse for at bo på Mors. Det er jo mæglerne, der har deres dagligdag ude i den virkelighed og kan fornemme, om det går godt eller skidt. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at sådan en undersøgelse i medierne måske kan give et noget andet indtryk, og vi må huske at minde hinanden om og glæde os over fremgangen, siger Hans Ejner Bertelsen.
Unge familier vender hjem
Hos EDC har mægler Frank Kjelde følgende kommentarer:
– Vi har rygende travlt. Jeg kan ikke mindes, at jeg har solgt så mange huse som nu. Vi sælger flere huse, end vi får ind. Priserne er stabile, og der er ikke meget afslag både i land og by. Det er lyse tider, og det er fantastisk godt, fortæller Frank Kjelde og tilføjer:
– Jeg er ufattelig glad for, at vi hver uge får henvendelser fra unge mennesker, der vil flytte hjem til deres fødeø med familien. Der er virkeligt sket noget de seneste par år.
Frank Kjelde understreger, at der har været hårde tider på boligmarkedet dengang Fjordbank Mors gik ned. Det gjorde noget ved huspriserne, som måske kan have smittet af på omtalte undersøgelse. Men hvis undersøgelsen var lavet ud fra de seneste tre år, ville det tegne et meget mere positivt billede af boligmarkedet lokalt.
Huse med lang liggetid sælges også
Den selvstændige ejendomsmægler Anja Hensberg oplevede sidste er en stigning på omkring en tredjedel i salget af boliger på Limfjordsøen.
– Sidste år var et af de bedste år, jeg længe har haft, og der kunne man se at huse ude på øen, der havde været til salg i en længere periode, også røg med og blev solgt, fortæller hun.
Anja Hensberg forklarer, at priserne på nogle af disse ejendomme bliver handlet til en lav pris på grund af generationsskifte, eller fordi at ejerne gerne vil have realiseret salget. Hun mener, at det kan have påvirket gennemsnitsprisen på øens ejendomme i negativ retning. Fortællingen er dog meget mere positiv, end det kommer til at lyde i medierne.
Handler kan give store udsving
Mægler Ole Laustsen fra Nybolig havde også en pæn stigning i bolighandler sidste år:
– Grafen for hushandler svinger en del fra kvartal til kvartal her. Der bliver solgt mange huse for tiden og også billige huse på landet, og det er klart, at det trækker ned i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på øen. Få handler kan gøre store udsving for et postnummer som Nykøbing, der strækker sig over et stort areal med mange forskellige typer boliger, lyder det fra Ole Lausten
Mæglerne oplever også, at der bliver solgt en del boliger til folk, som planlægger at bruge ejendommen som fast bolig om nogle år, når pensionen kalder.
Mæglerne peger også på, at statistikken før har givet et skævt billede af huspriserne på øen. Dengang gav det et yderst positivt billede af Mors. Det var efter finanskrisen, hvor øen var den eneste kommune i landet, der oplevede en stigning i huspriserne og endda en flot en af slagsen. Der var godt nok ikke solgt særligt mange huse, men de par stykker der blev solgt, var med en god beliggenhed og en høj salgspris. Det gav øen en imponerende gennemsnitspris for hushandler i statistikerne – men det gav ikke et helt realistisk bud på den generelle tilstand for huspriserne her på øen.
(Artikel fra Morsø Kommune til Her På Øen.)
Pressefoto: Anja Hensberg.











































