Af Dorit Glintborg
Det er efterhånden ikke småting, Corona har aflyst eller udskudt.
Nu er virussen også årsag til, at virksomheder, butikker og institutioner på Mors og den tidligere Sallingsund Kommune i denne måned ikke vil være smykket med tulipanbuketter fra Lions Club Salling/Mors.
Klubben mener nemlig ikke, det er forsvarligt at drage rundt og sælge tulipanerne på grund af Corona.
- Heldigvis plejer der at være stor opbakning, hvilket vi er meget taknemmelige for. Donationer er vigtige for klubbens arbejde, og vi vender forhåbentlig stærkt tilbage i 2022, lyder det fra Lions Club Salling/Mors til Her På Øen.
Tulipansalget går til forebyggelse af misbrug, ligesom enhver anden Lions-aktivitet går til humanitært arbejde i lokalområdet.
Lions-klubben deltager aktivt i kampen mod misbrug blandt børn og unge, blandt andet ved at gøre opmærksom på de situationer, hvor det er vigtigt at træffe de rigtige valg.
Men tulipanerne må altså vente til næste år.
Arkivfoto af DG