”Det er vigtigt, at vi får vaccineret de ældre og mest sårbare i vores samfund, og derfor er det meget tilfredsstillende, at stort set alle plejehjemsbeboere er blevet vaccinerede første gang, og en meget stor del er blevet færdigvaccinerede. Og generelt har vi fået vaccineret rigtigt mange blandt de allerældste. Det er vigtigt i forhold til vores fortsatte epidemikontrol at vi får vaccineret de personer, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge, hvis de smittes med ny coronavirus”, siger Bolette Søborg enhedschef i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Der er fortsat begrænsede leverancer af vacciner til Danmark, og det betyder, at der kan gå noget tid, fra man er indstillet til vaccination, til man modtager en invitation. Og derefter kan der gå endnu et stykke tid, før man kan få tid til vaccinationen.

”Selvom man er i målgruppen for vaccination, og f.eks. ens læge har indstillet til vaccination, så er det altså ikke sikkert, at man med det samme får en invitation i sin e-Boks. Og selvom man har fået invitation i sin e-Boks, er det heller ikke sikkert, at der er ledige tider, når man skal bestille tid. I takt med at vi får vaccineleverancer bliver der løbende frigivet nye tider, så vi opfordrer til, at man som borger væbner sig med tålmodighed og løbende holder øje med, hvornår der er tid. Alle skal nok blive tilbudt vaccination, ” fastslår Bolette Søborg.