Morsø Kommune får ros for samarbejdet af virksomheden Dencker A/S. Her påtænker man en udvidelse
og oplever, at erhvervsvenligheden er stor i den lille kommune.

Det er også vigtigt for Morsø Kommune, at virksomhederne føler sig velkomne. For nyligt fremhævede butikskæden Harald Nyborg det gode samarbejde med kommunen i forbindelse med at undersøge mulighederne for at etablere en butik her på øen.

Den lokale virksomhed Dencker A/S mener også, at det er en positiv oplevelse at samarbejde med Morsø
Kommune og har efterhånden en del erfaring på det område. Lige for tiden handler det om planerne for en
udvidelse. Virksomheden har hovedsæde i Nykøbing, og er i dag en ”One stop Supplier” inden for
emneudvikling, værktøjsfremstilling og plastproduktion.
Dencker A/S har haft et godt år, og der er positive forventninger til de kommende år. Derfor er man ved at
undersøge muligheden for at udvide virksomhedens areal. Det har i første omgang krævet forhandlinger
med kommunen og køb af 3150 kvadratmeter erhvervsjord ved Denckers bygninger på Færøvej i Nykøbing.

Direktør Anders Dencker, mener, at det er fortjent, at kommunen scorede en 17. plads sidste år i Dansk
Industris måling af landets erhvervsvenlige kommuner og roser det aktuelle forløb med kommunen i
forbindelse med køb af erhvervsjord.
– Det har været en positiv oplevelse, lige fra den første mail jeg sendte. Der bliver arbejdet meget effektivt
og venligt. Hvis det bliver ved med at forsætte sådan her frem til byggetilladelsen, har jeg absolut intet at
klage over, fortæller direktøren og tilføjer:
– VI har flere gange samarbejdet med Morsø Kommune. De er hurtige til at svare og til at sætte et møde op,
og så ved de, hvad de snakker om og kan træffe beslutninger. Jeg synes, det har været rigtig godt hver
gang. Jeg er en glad og tilfreds producent på Mors og kan anbefale at drive virksomhed her, understreger
Anders Dencker.

Ordene fra direktøren glæder borgmester Hans Ejner Bertelsen. Det er vigtigt for kommunens politikere og
medarbejdere, at Morsø Kommune er et attraktivt sted at drive virksomhed.
– Her på Mors finder vi ud af tingene. Vi tager en snak og smøger ærmerne op og får ting til at ske.
Vi forsøger at yde den bedst mulige service, og der kan være flere fordele ved at samarbejde med en
mindre kommune, siger borgmesteren og forsætter:
– De pæne ord fra Dencker og andre virksomheder bekræfter, hvordan vi har opnået det flotte resultat i
Dansk Industris erhvervsundersøgelse sidste år. Det er værd at bygge videre på, og både vores
medarbejdere, politikere og samarbejdspartnere skal have stor ros for deres indsats, lyder det fra Hans
Ejner Bertelsen til Her På Øen.