Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

I Dansk Blindesamfund Thy-Mors er der glæde, efter at salget af Blindes Jul er gjort op.

Betænkeligheder før jul 

Før jul var der nemlig i Dansk Blindesamfund usikkerhed over, hvorvidt man i det hele taget skulle udgive bladet, for måske turde folk ikke åbne døren for sælgere i denne Coronatid, og kunne det overhovedet lade sig gøre at finde sælgere til at gå fra dør til dør?

  • Heldigvis valgte vi rigtigt i at udgive bladet som sædvanligt, og vi har rigtig mange roser til såvel købere som sælgere af det populære juleblad, siger Agnete Odgaard-Jensen, Dansk Blindesamfund Thy-Mors til Her På Øen.

Blindes Juls betydning i denne coronatid

Dansk Blindesamfund Thy-Mors har den forløbne jul konstateret, at Blindes Jul for mange er en uundværlig del af juletraditionen.

Trods Corona blev der solgt omkring 10.000 udgaver af Blindes Jul i Morsø og Thisted Kommuner, og det er på omtrent samme niveau som foregående år.

  • Når befolkningsantallet tagets i betragtning, så er det i Thy-Mors-kredsen, at der bliver solgt flest blade i hele landet, fortæller distributør Agnete Odgaard-Jensen.

Overskuddet fra salget af Blindes Jul går ubeskåret til kreds Thy-Mors, hvor medlemmerne får glæde af salget i form af undervisning, kurser, og taxakørsel for medlemmer.

Derforuden er der medlemsmøder, en udflugt, julesammenkomst og ferieophold på Fuglsangcentret i Fredericia, for blot at nævne nogen af de mange aktiviteter.

  • At kunne glæde vore medlemmer med så mange fælles sammenkomster, er i den grad med til at forebygge ensomheden, som er den blindes værste fjende, ikke mindst i disse Coronatider, fastslår Agnete Odgaard-Jensen.

Kristine Frøkjær er ophavskvinde til den flotte forside af Blindes Jul på billedet her.