Mange flere kunder end tidligere har det forløbne års tid fundet vej til Løvbjerg i Nykøbing – og det er ikke kun på grund af Corona.
Mens dagligvarebranchen som helhed voksede cirka 7% i 2020 blandt andet på grund af nedlukninger af restauranter, så voksede Løvbjerg i Nykøbing markant mere. Hele 17% lagde butikken oveni sin omsætning for 2020, og det glæder Købmand Bjarne Smedegaard.
”Det har været et fantastisk år for butikken. Vi har haft den glæde, at vi både har fået mange nye kunder – og et større salg til de kunder, som vi havde i forvejen. Vi er meget glade” siger Bjarne Smedegaard til Her På Øen.
Den gode udvikling skyldes ikke kun den medvind, som Coronarestriktionerne umiddelbart har givet til dagligvarebutikkerne.
”Allerede inden Corona ramte Danmark, havde vi fået en fantastisk start på året. Jeg tror, kunderne har fået øjnene op for, at vi kan tilbyde et kæmpe sortiment af varer og en super kvalitet på f.eks. kød og grønt samtidig med, at vi er billige. Derudover har vi mange kvadratmeter og god plads – og det har kunderne belønnet i år” fastslår den lokale købmand i Nykøbing.
Det er ikke kun Løvbjerg i Nykøbing, der går godt. Det går faktisk fantastisk for hele Løvbjerg-kæden.
”Vi slutter året 2020 med en salgsvækst på godt og vel 18%, hvilket vi er ekstremt tilfredse med”, fortæller kædens administrerende direktør, Jesper Due i en pressemeddelelse til Her På Øen, og han fortsætter: ”Vores satsning på Kød samt Frugt & Grønt har båret frugt – og samtidig har vi fastholdt vores billige prisniveau, så vores kunder får værdi for pengene. Vi er meget tilfredse med 2020”.
Løvbjerg har dog også øjnene oppe for, at mange andre brancher har været og er hårdt ramt. I løbet af året har kæden flere gange givet sine medarbejdere gavekort til lokale restauranter for at støtte en branche, der har det svært.
”Det er naturligt for os at støtte lokalt. Det betyder meget for os i alle vores 15 supermarkeder, at vi er lokal engageret i hver by”, siger Jesper Due.
Foto: Dorit Glintborg/Her På Øen