Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk /Ritzau

Det er med at få det uldne undertøj frem af gemmerne, for temperaturen de kommende nætter ser ud til at kunne nå helt ned til 12 frostgrader.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Anja Brodholdt fredag morgen til Ritzau.

Hun fortæller, at det kolde vejr fra ugen fortsætter ind i weekenden, der begynder ganske koldt fredag.

– Her til morgen er der ret skyet over hele Danmark og mellem en og fire graders frost. I løbet af dagen kan temperaturen stige til omkring frysepunktet, i takt med at solen også bryder lidt frem, siger Anja Brodholdt, der forventer “lidt sol til de fleste” i løbet af dagen.

Natten til lørdag forventes vejret at klare yderligere op. Samtidig lægger vinden fra dagtimerne sig, og temperaturen falder til mellem tre og otte graders frost.

– Lokalt kan temperaturen komme ned på 10-12 graders frost. Ifølge prognosen er det mest sandsynligt i Nordsjælland og Midtjylland, så det bliver en kold nat, siger Anja Brodholdt.

Hun oplyser, at det kolde vejr hænger ved lørdag.

– Det tegner til at blive en rigtig fin vinterdag, hvor det bliver koldt med en del sol og meget lidt vind i det meste af landet, siger hun.

Ifølge meteorologen ser der ikke ud til at komme sne hverken fredag eller lørdag, men de kolde temperaturer betyder til gengæld, at den sne, der måtte være tilbage fra ugens løb, bliver liggende lidt endnu.

Lørdag nat bliver igen bidende kold med temperaturer mellem to og syv graders frost. Lokalt på Sjælland kan det blive minus ti grader.

Det ændrer sig i løbet af søndag, hvor en varmefront trækker ind fra vest.