Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

I Skovgade 17 har der været meget travlt i dag. I løbet af formiddagen blev der afhentet hele 170 kuverter julemiddag fordelt på 52 hold.

For selvom meget på grund af Coronavirus er anderledes til jul i år, vil mange gerne have god julemad.

Merete Brik har haft T’bords  – det tidligere KFUM & K – i 20 år, og hun har aldrig før oplevet så stor efterspørgsel på julemiddage ud af huset.

Samtlige ansatte var i sving, da folk i formiddag afhentede den bestilte julemad, og nu er alle bestillinger udleveret.

  • Vi har lavet 160 kuverter med juleand og 10 med flæskesteg. Indregnet i de 160 er også nogen, der har ønsket både and og flæskesteg, fortæller Merete Brik til Her På Øen.

Hun mærker tydeligt, at det for mange bliver en anderledes jul i år.

  • Børn kan ikke komme hjem og holde jul, og forældre kan ikke komme ud til børnene og holde jul. Alligevel vil folk gerne hygge sig med god mad, og jeg kan høre, at det spørges i befolkningen, at vi leverer julemad, fortæller Merete Brik videre.

Det er nu ikke kun på grund af coronavirus, at kunderne vælger at købe julemaden klar til juleaften.

Merete Brik oplever, at mange gerne vil have det lidt nemmere juleaften. Især, hvis man ikke skal være så mange.

I alt 52 personer har som nævnt afhentet den bestilte julemad i løbet af formiddagen i dag.

Blandt bestillingerne er der lige fra en enkelt kuvert op til 10.

Ovenpå juleræset 23. december holder T’bords lukket indtil 4. januar.

Altså lige bortset fra den smørrebrød til nytårsaften, der stadig kan bestilles på telefon, og som til den tid vil kunne afhentes til aftalt tid, akkurat som julemaden er blevet det i dag.