Af Dorit Glintborg
Weekenden har budt på forskellige forseelser på øen.
Kl. 20.20 fredag aften havde politiet fat i to drenge på henholdsvis 15 og 16 år, som havde antændt fyrværkeri i Toldbodgade i Nykøbing. Fyrværkeriet satte ild til to af de store halmballer, der er opsat som julepynt.
Politiet havde en alvorssnak med de to drenge på politistationen i Nykøbing, og de er begge sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Den ene dreng er fra Thy.
En virkelig uheldig kvinde har to gange i weekenden haft sin lejlighed i Nykøbing udsat for hærværk.
Første gang var hun hjemme, da der fredag aften mellem 22.56 og 22.58 blev smidt en brosten gennem ruden til lejligheden i Langebæksgade.
Anden gang er sket lørdag i tidsrummet fra 12.30 til 18.01, hvor der igen er smidt en brosten gennem en rude til samme lejlighed, oplyser politikommissær Jørgen Jensen til Her På Øen.
En 34-årig mand fra Mors blev lørdag morgen fundet i besiddelse af to Extasy piller og otte gram amfetamin, da politiet traf ham i Nykøbing.
En 21-årig mand blev – ligeledes lørdag morgen – sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, da politiet stoppede ham i bil på Jernbanevej i Nykøbing. Han havde to gram hash på sig.
Søndag kl. 12.43 sigtede politiet en 42-årig mand fra Mors for at køre bil, selvom han er frakendt førerretten.
Manden blev stoppet i bil på Marievej i Nykøbing.











































