Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 Fotos: Redsted Beboerforening 

Der er noget om det, det der med, at glæden kun bliver større af at blive delt, og at det at bringe glæde bringer giveren ligeså megen glæde som modtageren.

 

I går fik alle 222 husstande i Redsted Sogn en overraskelse.

På den tredje søndag i advent drog bestyrelsen i Redsted Beboerforening nemlig rundt til hver enkelt med en julehilsen.

 

  • Vi syntes, at der skulle lidt ekstra til i den her tid. Der har været så mange aflyste arrangementer. Både to gange julebanko og vores oprindelige juletræsarrangement. Vi ville gerne takke beboerne i Redsted for deres opbakning, og medlemmerne i bestyrelsen for deres store arbejde.

Det siger Michael Korsgaard, der er formand for Redsted Beboerforening som baggrund for den fine gestus.

 

De 222 husstande i Redsted fik alle en julekøbmandspose med alskens lækkerier.

Oveni juleposen fik de 107 aktive medlemmer af beboerforeningen som tak for deres støtte en lille ekstra gave i form af to trænisser fra lokale Grawood Design.

Redsted Beboerforening er meget taknemmelig for den fine støtte fra lokale sponsorer, som muliggjorde julehilsenen til alle i Redsted Sogn.

 

  • Vi har et stærkt sammenhold her på Sydvestmors, fastslår Michael Korsgaard.

Reaktionerne på de uventede julehilsner i går var mange og forskellige.

Nogle troede, at de skulle betale for de gode ting i posen, mens andre blev meget rørte over tanken.

 

Redsted Beboerforenings bestyrelse havde sat alle sejl til, og leverede julemusik på turen rundt.

 

Både store og små blev glædeligt overraskede i Redsted i går.

Sådan ser julemandens kane ud i Redsted anno 2020.