Den har stået i forkælelsens tegn for beboerne på Støberigården i Nykøbing i denne uge.
Alle 60 beboere har haft mulighed for at komme til wellness – på dansk velvære – hvor Støberigårdens medarbejdere har gjort deres for at aflede tankerne fra Coronakrisen.
Aktivitetskoordinator Maj Skov glæder sig over den veloverståede wellness-uge.
- Vi lever jo i en tid med mange restriktioner på grund af Coronavirus, så vi gør, hvad vi kan for at bringe lidt solskin ind i beboernes tilværelse, siger hun til Her På Øen.
De 60 beboere på Støberigården har lejligheder i otte forskellige huse, og Coronarestriktioner gør, at man ikke må være i kontakt med beboere fra de andre huse.
Massage, dufte og dæmpet musik
Derfor indrettede Støberigården tre lokaler i hovedbygningen til wellness, og her har de beboere, der havde lyst, så fået en dejlig forkælelsesstund på tomandshånd med den ansatte.
Ud af de 60 beboere har 18 taget imod tilbuddet, og det antal er Maj Skov godt tilfreds med.
- Beboerne tilhører en aldersgruppe, som ikke er så vant til at gå til massage og kosmetolog, som mange yngre er. Vi har endda haft en enkelt mandlig beboer i wellness, og det er friskt gjort, fastslår hun.
Blandt forkælelserne har været fodbad, hovedbundsmassage, nakke- og skuldermassage og håndpleje. I lokalet spillede dæmpet musik, der var dejlige dufte og dæmpet belysning.
Næsten alt for afslappet
Støberigården glæder sig over de mange positive bemærkninger fra beboerne.
- En kvinde sagde, da hun rejste sig fra stolen, at hun da vist var alt for afslappet til at kunne gå hjem, smiler Maj Skov.
Hun udelukker ikke, at der vil blive arrangeret wellness for beboerne på Støberigården igen.
Måske den modige mand, der nu har prøvet at have ansigtsmaske på, i mellemtiden kan lokke flere mænd til forkælelsen til næste gang.
Foto: Støberigården.







































