Af Dorit Glintborg
Politiet modtager fortsat gerne tips, der kan føre til en opklaring af de mange hærværkstilfælde på Mors.
Der er indløbet to nye anmeldelser på knuste ruder.
Det ene tilfælde er på Byvej i Fjallerslev, det andet på Gammel Møllevej i Redsted, hvor der er knust ruder i huse ved kast med markeringspæle eller sten.
Men selvom politiet stadig får anmeldelser ind, sker der åbenbart ikke nye tilfælde i seriehærværket.
- De to seneste anmeldelser er opdaget nu, men gerningstidspunktet er det samme som de over 34, vi allerede har fået anmeldt, oplyser Karl Tange, Lokalpolitiet i Thisted til Her På Øen.
Og gerningstidspunktet er døgnet den 10. september.
Politiet efterforsker de mange sager, hvor der i nogle tilfælde er set enden af en bil eller hørt en bilmotor gasse kraftigt op for at komme fra gerningsstedet.
Men indtil videre er gerningsmanden eller gerningsmændene ikke pågrebet.
Sidder nogen inde med brugbare oplysninger, kan de indtelefoneres til politiet på telefon 1 1 4.
Antallet af gerningssteder er nu oppe på 36.







































