Morsø Kommune og KL indstævnes nu af fagforbundet FOA for Arbejdsretten for brud på overenskomstens arbejdstidsbestemmelser.
Anledningen er kommunale krav om, at medarbejdere i kommunerne skal lade sig corona-teste i både fritid og ferier.
”Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes. Selvfølgelig. Men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne. Det er jo hovedrystende forkert,” siger forbundsformand Mona Striib i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Der har været holdt både lokale og centrale forhandlinger om situationen. Men både Morsø Kommune og KL har stået fast på, at coronatests om nødvendigt foregår i fritiden. Man har henvist til, at medarbejderne bør udvise samfundssind.
”Men er der nogen, der har vist samfundssind, så er det frontlinje-personale i f.eks. ældreplejen. Vi har flere tusinde smittede i frontlinjen, vi har hundredvis af arbejdsskade-anmeldelser. Vi har haft en situation, hvor myndighederne fravalgte værnemidler til ældreplejen frem for sygehusene. Her er der sandelig vist samfundssind ved at møde dagligt på arbejde – og i mange tilfælde på skiftende arbejdssteder alt efter, hvad myndighederne havde brug for. På Mors er der nu eksempler på, at medlemmer har modtaget en sms i ferien med krav om at køre små 30 kilometer til Thisted for at lade sig corona-teste,” siger Mona Striib videre i pressemeddelelsen.
Morsø kommune er ikke den eneste kommune, der har beordret medlemmer til test i fritiden.
”Der er flere sager på vej, og jeg håber, at KL nu besinder sig. Det kan de gøre ved at vedgå, at man testes i arbejdstiden. Kan det er praktiske årsager ikke lade sig gøre, så skal man naturligvis have løn for ulejligheden,” mener Mona Striib ifølge pressemeddelelsen.
Foto fra Pixabay







































