Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Coronaen spænder ben for Limfjordsteatrets første voksenforestilling i den nye sæson. En skotsk trup skulle have opført forestillingen ”Moot  Moot” på teatret to gange i midten af september.

Men på grund af Corona-pandemien, som i særlig grad har ramt Storbritannien, kan truppen ikke få sin planlagte Danmarks-turné dækket af forsikringen, og er derfor nødt til at aflyse.

– Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle starte en ny sæson med en aflysning. Til gengæld er det dejligt at kunne tilbyde vores publikum en anden god i stedet for, siger teaterleder Gitta Malling.

Der er tale om forestillingen ”Brevet” med Paolo Nani.

”Brevet” havde premiere i 1992, og er siden blevet opført 1500 gange i 40 forskellige lande. Den har vundet adskillige priser og fået fantastiske anmeldelser.

Den verdensberømte klovn Paolo Nani kan opleves på Limfjordsteatret i midten af september, og Gitta Malling glæder sig over den fuldgyldige afløser for den skotske trup.