Af Dorit Glintborg
Som datter af Morsø Kommunes tidligere og højt værdsatte borgmester har hun det ikke fra fremmede. Det med at turde stille sig selv forrest og kæmpe for en sag.
Dorte Pleidrups og Egon Pleidrups datter, Lise Pleidrup er i dag 26 år, og har netop gennemført den treårige uddannelse på Ophelia Skuespillerskole i København.
Og hun er allerede at finde på de skrå brædder.
Ovenikøbet i en soloforestilling.
Og ikke nok med det – hun har selv skrevet stykket.
Den nyudklækkede skuespiller fra Mors debuterer i disse dage med sin soloforestilling ”Er der plads til mig?”, som er en tykpositiv forestilling. Vist nok Danmarks første tykpositive teaterforestilling nogensinde.
I stykket møder vi Lise Pleidrup, som i én time på scenen giver den alt, hvad hun har i sig.
På modigste vis bruger hun i høj grad sig selv og sin egen krop til at formidle et budskab, som står hendes hjerte nært – nemlig at der ikke skal ses skævt til tykke mennesker.
- Jeg er selv tyk, og har været det næsten altid. Jeg har været på utallige slankekure, og det har jo gjort, at jeg altid har følt, at jeg var forkert, som jeg var. At jeg skulle ændre mig for at blive rigtig, forklarer den unge morsingbo.
Hun fortæller om bekendte, der er blevet spyttet efter på gaden, fordi de er tykke.
Hun fortæller om sin egen oplevelse af ikke altid at kunne være i en stol, når man er til et offentligt arrangement.
Om pinligheden, fordi folk betragter tykke mennesker som dovne og uden disciplin.
Alle de myter vil Lise Pleidrup med sin soloforestilling gerne komme til livs.
Hun synes, at samfundet diskriminerer tykke mennesker. Og hun er ikke selv bleg for at iføre sig kropsnært tøj, selvom hendes figur ikke passer ind i samfundets kvindeidealer.
Lise Pleidrup har fået flotte anmeldelser på de forestillinger, hun allerede har givet.
Om “Er der plads til mig?” finder vej til et teater her på øen vil tiden vise.
Hele skuespillerholdet fra København.
.
Foto af Lise Pleidrup: Marie Hald.
Forsidebilledet, hvor Lise Pleidrup taler i en rød telefon, stammer fra forestillingen, og er taget af Marcus Uhre.









































