Af Dorit Glintborg

Her På Øen

Det skinner hvidt igen nu.

Karby Kirkes tårn har længe været under renovering, og kirken har været omkranset af store stilladser, som murerne har brugt for at udføre den omfattende renovering.

Nu begynder kirken at ligne sig selv igen, og dermed kommer formanden for Karby-Tæbring-Rakkeby Menighedsråd, Klaus Mogensens forudsigelse for næsten præcist et år siden til at holde fuldstændig stik.

I juli udtalte Klaus Mogensen nemlig, at kalkningen af tårnet ville påbegyndes i august/september 2020.

Dermed lader arbejdet endda til at være lidt forud for planen, for bortset fra enkelte pletter, der stadig mangler at få skiftet puds og blive kalket, er den gamle bygning nu igen strålende hvid.

Og stilladset er fjernet.

  • Tårnet på kirken er færdigkalket for i år. Med i tilbuddet er, at tårnet skal kalkes igen de næste tre år i håb om at få kalken til at holde bedre, fortæller Klaus Mogensen.

Og det med holdbarheden var netop udfordringen. Karby Kirke blev sidst kalket i 2010, men kalkningen dengang holdt ikke særligt længe.

Det er murermester Poul Bak Pedersen, der har haft den omfattende opgave at kalke Karby Kirkes tårn.

En hel forskønnelseskur

Men kirken har på det nærmeste fået en hel forskønnelsestur.

Klaus Mogensen fortæller, at der er kommet nyt urværk på kirken, så tiden nu vil blive vist præcist  hele døgnet rundt.

Derudover var der råddent omkring glamhullerne i tårnet, så her er kommet nye luger i.

Sidst, men ikke mindst, er der kommet en ny hoveddør i ind til kirken.

 

Karby Kirke fremstår nu som næsten hvid. Som sagt mangler nogle småsteder at blive pudset op og blive kalket.

Men derudover har man besluttet at åbenbare nogle af de smukke natursten i bygningen, som hidtil har været skjult af kalk.

Naturstenene træder frem

  • Alle de steder, hvor der er kvadersten og granitsten har vi valgt, ikke at lade kalke igen. Derimod har vi blotlagt dem for den gamle kalk, så man nu kan se de rå natursten, fortæller Klaus Mogensen til Her På Øen.

Kvadersten og granitsten sidder typisk nederst på kirkebygningen, og nu vil der altså fremover på den måde være mere spil i krikemuren, som trods sin generhvervede hvidhed, også rummer nogle naturlige nuancer.

 

Prisen for den omfattende renovering af Karby Kirke løber ifølge menighedsrådsformanden op over en million kroner.

Pengene går over kirkeskatten og er tildelt arbejdet af provstiudvalget.

At renovere en kirke er ikke helt så ligetil som en anden bygning. Der er mange restriktioner at rette sig efter, og mange regler at skulle overholde, også i brug af materialer. Alene af den grund kan renoveringer af kirker være langsommelige.

Men nu har tiden båret frugt, og Karby Kirke stråler igen hvidt i landskabet.