Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Der er travlhed hos TS Entreprenør i Sønder Dråby, hvor indehaver Torben Sørensen som noget nyt begyndte at tilbyde klipning af græsset under landmændenes elhegn omkring markerne.

  • Det er der flere, der har henvendt sig om, så det bliver taget godt imod, lyder det i dag fra Torben Sørensen.

Fidusen ved ikke at lade græsset vokse sig helt op til hegnet er, at elhegnet så stadig har fuld effekt.

Selvom det er varmt i disse dage, arbejder Torben Sørensen og hans ansatte på fuldt tryk med de forskellige entreprenøropgaver, firmaet tilbyder.

Ikke mindst fibergravning er der meget af i øjeblikket.

  • Det er helt eksploderet lige nu, fortæller den lokale entreprenør.

Da Torben Sørensen for nogle år siden overtog forskelligt maskineri fra Mikkel Kokkedahl, fik han samtidig noget arbejde med fibergravning med.

Ved fibergravning kører TS Entreprenøren som grundleverandør i samarbejde med andre entreprenører.

Og det er der ekstra travlt med i øjeblikket.

Dog ikke mere travlt end at der også er plads til bestillinger på flere græsklipninger under elhegn, forsikrer Torben Sørensen.