dorit@herpaaoeen.dk
Folkekirkens Familiestøtte tilbyder nu kurser for skilsmisseforældre på Mors.
Kurset giver redskaber til bedre at få hverdagen til at fungere med delebørn efter en skilsmisse.
Kurset ”Vejen videre efter skilsmissen” er for alle fraskilte forældre med børn mellem 0 og 17 år.
”Jeg kan bedre være der for min datter nu, fordi jeg forstår, hvorfor hun reagerer, som hun reagerer, ” fortæller en forælder, som har deltaget på Folkekirkens Familiestøttes forløb i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Husk børnene
Det er nemlig hele familien, der skal igennem en proces efter en skilsmisse. Ikke kun de voksne. På kurset får man viden om, hvilken proces, børnene står i, og man får indsigt i, hvordan det er at være dem.
- Det er meget vigtigt, at forældrene har et godt samarbejde, også efter en skilsmisse. Det indbyrdes forhold mellem forældrene har stor betydning for børnenes trivsel og tryghed – eller mangel på samme, siger Ulla Andersen, Folkekirkens Familiestøtte på Mors.
Samarbejde er vigtigt
En undersøgelse har ifølge Folkekirkens Familiestøtte vist, at mange forældre ikke tror, at det indbyrdes forhold mellem forældrene har betydning for børnene. En undersøgelse af barnets perspektiv viste dog, at det ikke er rigtigt, for børn påvirkes utrolig meget af, hvordan forældrene har det med hinanden.
Det er baggrunden for Folkekirkens Familiestøttes kursusforløb for skilsmisseforældre.
Her får forældrene viden og redskaber til at tale med deres børns anden forælder, lave aftaler, få en hverdag til at fungere og samarbejde om de børn, de har tilfælles.
Det tager tid at ændre vaner
Efter et kursus er man opsat på at skabe de ændringer, man har besluttet sig for, men når det bliver hverdag, er det svært at holde fast. Derfor forløber kurset sig over fem aftener fordelt på tre måneder.
På den måde har deltagerne mulighed for at komme tilbage og få mere viden fyldt på, og tale med de andre skilsmisseforældre i samme proces.
Kurset Vejen videre efter skilsmisse kommer til at foregå på Sydmors Skole og Børnehus over tre moduler, og kurset starter torsdag den 3. september.
Ulla Andersen understreger, at der ikke er egenbetaling for deltagerne.







































