Af Dorit Glintborg
I Nykøbing Kirkecenter starter i september en ny række sorggrupper for alle i Morsø Provsti og Morsø Kommune.
Sorggrupperne vil blive ledet af sognepræst i Sydvestmors pastorat, Anna-Marie Sloth og medhjælper Gudrun Noesgaard.
Der bliver tilbudt to hold for hver sin målgruppe:
For sørgende, der har mistet en ægtefælle, og for sørgende, der har mistet et barn.
- Livet føles fuldstændig forandret. Det kan være svært at komme videre. Her tilbyder vi nogen at være sammen med, som man kan dele sin sorg, smerte og livserfaring med, siger sognepræst Anna-Marie Sloth.
Anna-Marie Sloth er 57 år med mange års præsteerfaring. Hun har selv oplevet sorg i den nærmeste familie, og har derudover læst psykoterapi i to år.
Dét at være sammen med andre i samme eller lignende situation er ofte det, der skal til, for at man kan komme i gang med sit liv igen.
At tale med nogen, der ved, hvordan man har det. Den værdi kender medhjælper Gudrun Noesgaard selv.
Gudrun Noesgaard er menighedsrådsformand i Hvidbjerg-Redsted menighedsråd, har mange års lærererfaring med sig. Hun har på egen sjæl mærket til sorg, og da hun i dag er pensioneret, bruger hun gerne tiden på at hjælpe andre.
- Sammen vil vi lytte til hinandens erfaringer, og være i det, som ikke er let at være i. Vi kan give hinanden en hånd ved at stå sammen, siger Gudrun Noesgaard.
Sorggrupperne for dem, der har mistet en ægtefælle, mødes hver anden tirsdag med start den 8. september.
Sorggrupperne for dem, der har mistet et barn, mødes hver anden torsdag og starter den 17. september.
Der skal ske tilmelding for deltagelse i grupperne.
Til venstre på billedet ses Anna-Marie Sloth, til højre Gudrun Noesgaard.
Collage: Dorit Glintborg