Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Når Morsø Kommunes borgmester tænker tilbage på sin skoletid, er det fortrinsvis med glæde.

Hans Ejner Bertelsen, der siden 2013 har været Venstreborgmester på Mors, startede i 1. klasse i august 1965.

Skolestarten foregik i Sindbjerg Forskole, som dannede ramme om 1., 2. og 3. klasse.

  • Min skolestart var nok lidt speciel, for jeg var den eneste dreng i klassen sammen med 11 piger, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

Den lille Hans Ejner var videbegærlig, og havde glædet sig til at komme i skole.

Læse og skrive kunne han allerede, og det kunne han takke sin storesøster for.

Storesøsteren er siden blevet skolelærer, og hun øvede sig meget tidligt i at undervise, hvilket kom lillebroren til gode.

  • I 1. klasse gik vi i skole fra halv et til tre om eftermiddagen, og i 2. og 3. klasse gik vi om formiddagen, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

Især bibelhistorie og historie interesserede ham lige fra starten, og den gode fortælling og evnen til at fortælle historier, har lige siden skoletiden været noget, han sætter pris på at møde.

Derfor ser han også i dag tydeligt, hvor stor betydning, den enkelte lærer har for eleven. Også lærerens personlige egenskaber.

I Hans Ejner Bertelsens skoletid var der væsentlig mere disciplin end der er i dag, og der var også megen udenadslære.

Men den lille Bertelsen nød skoledagene, som dog ændrede sig væsentligt ved flytningen til Redsted Skole i 4. klasse.

Her var der mere fokus på disciplin, og samtidig blev der flere elever i klassen. Oveni var Hans Ejner Bertelsen nået en alder, hvor mange andre ting var mere spændende end at sidde og terpe i bøgerne.

Men historielæreren i Redsted husker han med stor glæde.

  • Fru Sørensen var en utroligt god historiefortæller, og det var hendes mand, Børge Sørensen, der var skoleleder, også, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

Men skoleopgaverne skulle leveres til tiden. Det var ingen af eleverne i Redsted i tvivl om.

Overgangen til Hvidbjerg Folke- og Realskole betød en positiv forandring i Hans Ejner Bertelsens skoletid.

Nok var her også styr på formerne, men samtidig følte han også en god stemningsændring i skolemiljøet.

I 1. real var der 29 eller 30 i klassen, og Hans Ejner Bertelsen husker, at der ved starten af skoleåret netop havde været kommunalvalg.

  • Vi fik lov til at diskutere kommunalpolitik i timerne, og måske var det her, jeg fik lagt grundstenen til min interesse for politik, tænker Morsø Kommunes borgmester i dag.

Han syntes, Hvidbjerg var en fantastisk skole, hvor eleverne fik viden og kompetencer.

  • Jeg var utroligt glad for at gå på Hvidbjerg Folke- og Realskole. Jeg gik i en god klasse, og lærerne var dygtige.

Niels Pagter Sørensen var skoleleder, og derudover var det ligeså kendte navne som Inger og Bent Dupont og Britta og Martin Nielsen, der underviste på realskolen i Hvidbjerg.

Hans Ejner Bertelsen nød, at eleverne blev behandlet som voksne, og 3. real var specielt god, og ligefrem sjov.

  • Vi var ved at fornemme en mening med at skulle have lært mest muligt.

For en dreng, der i forvejen interesserer sig for historie, var det en gave at få Pagter Sørensen som historielærer.

Alle, der i årenes løb har haft Niels Pagter Sørensen i Hvidbjerg, kender til hans store viden og entusiasme på området.

  • Så ja, mine tre første og mine tre sidste år i skolen var de bedste, konstaterer Hans Ejner Bertelsen.

Det kan oplyses, at Morsø Kommunes borgmester i sin skoletid på ”realen” i Hvidbjerg skrev en stil, som han stadig husker titlen på.

Den hed nemlig ”Hvis jeg blev statsminister…”

Han hævder, ikke at kunne huske noget af indholdet i dag, ligesom han fortæller, at han vist ikke har gemt stilen.

Morsingboerne må gætte sig til stilens visioner og elevens ambitioner – eller måske bare vente og se, om øens borgmester på et tidspunkt sætter sig i Statsministeriet.

Her ses den dengang kommende borgmester på Mors i flere udgaver fra sin skoletid.

Fotos: Privat.