Sikkerhed for markens dyr
TS Entreprenør tilbyder som noget nyt at klippe græsset under elhegn omkring marker, så elhegnet ikke mister styrke af det høje græs.
På den måde sikrer man, at ens dyr forbliver i sikkerhed inde på marken.
Denne service er blot en ud af mange hos TS Entreprenør, som Torben Sørensen startede i Sejerslev i oktober 2011.
Stor udvikling
På de knap ni år er han gået fra kun at være sig selv, der tilbød sin arbejdskraft, til efter sommerferien at have ni ansatte og en større maskinpark.
For nogle år siden købte Torben Sørensen bygningen, der tidligere husede Sønder Dråby Købmandsgård, og her er der plads til de fem gravemaskiner, der går fra et til ni tons, minilæsser, gummiged, to lastbiler, to traktorer, jordsorteringsanlæg, hegnsklipper, betonhammer, stubfræser – og meget mere.
- Det er seks år siden, jeg begyndte at få maskiner. Jeg overtog også noget arbejde fra Mikkel Kokkedahl, blandt andet nedlægning af fibernet, fortæller den driftige entreprenør.
Den alsidige entreprenørforretnings nyeste service med klipning af græs under elhegn har allerede fået pæn interesse.
Men forretningen på Nordmors tilbyder meget mere end klipning af græs.
Entreprenøren i Sønder Dråby er alsidig
Torben Sørensen fortæller om nedbrydningsarbejde og flisenedlægning, vognmandskørsel med sand og grus, kørsel med korn for landmænd og stubfræsning af skov- og engarealer.
- Vi kan knuse og fræse trærødder i skoven, og lige nu har vi en opgave i Sejerslev, hvor vi brakpudser et areal, fortæller Torben Sørensen.
Kunderne hos TS Entreprenør er både private og erhverv.
Størrelsen på mange af maskinerne gør, at der skal være godt med plads for at kunne komme til, men der er også mindre maskiner i vognparken i Sønder Dråby.
Blandt andet en kun 70 centimeter bred minigraver på et ton, som kan komme ind af døren og brække gulv op i et hus, før der lægges nyt.
Gode folk er guld værd
Torben Sørensen er selvlært. Efter eget udsagn var han ikke så god til det med skolegang.
Men som han selv siger – Bare man er god til det, man laver. Og har nogle folk, man kan stole på.
Begge dele lader til at være opfyldt i TS Entreprenør i Sønder Dråby.
Fotos: TS Entreprenør









































